Bjerringbro: I disse tider med restriktioner og begrænsninger er der meget, der ikke er, som det plejer at være. Mange advents- og juletraditioner må springes over i år, men skoleeleverne på MammenFri holder fanen højt og deltager for fjerde år i træk i projekt “Omvendt julekalender”, hvor der samles ind til SOS-Børnebyerne.
- I en global krise som den verden netop nu gennemlever, er det altid de svageste grupper, herunder børnene, der må betale den højeste pris. Derfor er Omvendt julekalender mere aktuel end nogensinde, fortæller skoleleder på MammenFri, Mikael Kristensen.
Børnene på MammenFri opfordres gennem hele december til at “gøre gode gerninger” og tjene en skilling til indsamlingen.
Igen i år vil en flok sangglade børn således sætte kurs mod Mad- og Vintorvet, hvor ejerne Mads og Gitte Serup Terkelsen byder indenfor til glade juletoner og julehandel med Coronasikker afstand fredag den18. december.
De seneste tre år har børnene fra MammenFri, under ledelse af forældreparret Helle og Dynes Skovkjær, på blot en halv time indsunget mellem 1500 og 3000 kroner
I år håber man naturligvis på at sætte rekord.