Annonce
Bjerringbro Avis

Bekæmp din januar-tristhed: Motionér dig til en lykkerus

Forskningen siger ikke noget om, præcis hvor ofte man skal motionere for at udløse en cocktail af positive signalstoffer fra hjernen. Men hvis det bliver en sur pligt syv dage om ugen, så batter de positive effekter ikke meget, siger hjerneforsker Troels W. Kjær. - Derfor er det vigtigste, at det er lystbetonet og opleves rart og meningsfuldt, siger han. (Arkivfoto)
Motion kan udløse en cocktail af signalstoffer i hjernen, som tilsammen giver en følelse af velbehag og lykke. Læs her, hvordan du skal motionere.

De fleste kender følelsen af at vende hjem fra en løbetur, en rask gåtur eller en frisk cykeltur med overskud og varme i kinderne.

Men kan man ligefrem motionere sig gladere og bruge det som redskab mod januar-tristhed?

Ja, svarer førende eksperter.

Annonce

- Når man er fysisk aktiv, så ændres balancen mellem mange af hjernens signalstoffer. Derved ændres også vores sindsstemning, siger Troels W. Kjær, der er professor, overlæge ved Sjællands Universitetshospital og en af landets førende hjerneforskere.

Det kan eksempelvis være endorfiner, som kaldes "kroppens egen morfin", fordi de virker let smertedæmpende.

- Det kan også udløse endocannabioider, som kaldes "kroppens egen cannabis", fordi det har lignende effekter, siger Troels W. Kjær.

På den måde kan man alene via hjernens signalstoffer opleve en samlet cocktaileffekt, hvor man føler sig afslappet, veltilpas og uden smerter.

- Man taler om fænomenet "runners high", fordi man kan opleve en glædesrus, hvor man næsten føler sig helt høj, siger Troels W. Kjær.

Pulsen skal op

Bente Klarlund Pedersen, der er overlæge på Rigshospitalet, professor ved Københavns Universitet og leder af Trygfondens Center for Aktiv Sundhed, bakker op.

- Vi ved fra forskning, at alene motion ved moderat intensitet udløser dopamin og serotonin, som populært kaldes glædeshormoner. Det giver ikke et decideret sus, men en grundfølelse af velbehag, siger hun.

Hvis man derimod vil opnå et sus, skal der skrues op for intensiteten, tilføjer professor Troels W. Kjær.

- Hvis man vil frigive den helt store palet af stoffer og mærke den maksimale effekt, skal pulsen op. Så det vil sige en løbetur, en frisk cykeltur, boksning eller andre former for højintens motion, siger han.

I fagsprog vil man sige, at du skal op på minimum 70 procent af din VO2-max, hvis du vil udløse den helt store cocktail af positive signalstoffer.

VO2-max er loftet for, hvor meget din krop kan optage af ilt, når du rigtigt giver den gas.

- Omsat til hverdagssprog betyder det, at man skal give sig 100 procent og tabe pusten, hvis man vil opleve den fulde effekt, forklarer Troels W. Kjær.

Mindre kan dog også gøre det, understreger eksperterne.

En rask gåtur vil ikke udløse den samme cocktail af signalstoffer.

Men man vil også opleve at blive glad, siger Troels W. Kjær.

- Det er svært at sætte på formel og sige præcist, hvor meget det rykker humøret. Men det kan gøre udslaget, så en neutral eller lidt dårlig dag pludselig føles god, siger han.

Samtidig har moderat motion også den sideeffekt, at det nedsætter risikoen for angst, stress og depression, tilføjer Bente Klarlund Pedersen.

Man dæmper simpelthen flere af de signalstoffer, som trækker humøret ned - populært sagt.

- Man bliver mere robust og bedre til at håndtere psykisk stress - og det er jo også med til at styrke det mentale helbred og følelsen af velbehag, siger hun.

/ritzau fokus/

Sollys forstærker effekten

Sollys kan forstærke effekten af positive signalstoffer.

Fra forskning ved man blandt andet, at sollys øger hjernens produktion af serotonin, som forbindes med følelsen af lykke, belønning og veltilpashed.

Omvendt ser man lave serotoninniveauer hos folk med depression. Derfor menes sollys og serotonin at være afgørende i forhold til at holde vinterdepression fra døren.

Derudover påvirker sollys søvnsystemet og hormonproduktionen. Og hormoner er noget af det, der regulerer vores døgnrytme og følelsen af at være træt eller frisk. På den måde kan sollyset give en opkvikkende effekt.

Annonce
Bjerringbro Avis

Bilist glemte at bremse: 46-årig kvinde kørt på skadestuen med ondt i nakken

Annonce
Bjerringbro Avis

Hun har vundet adskillige priser: Nu kommer kendt forfatter til Viborg og fortæller om sin roman, der foregår lige her på egnen

Annonce
Bjerringbro Avis

Bjerringbro Bibliotek får læsehund til børn med læseudfordringer

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Formand: Nye varmepriser meldes ud sidst på ugen

Bjerringbro Avis

Hurtig aktion efter tumult og fyring: Varmeværk har fundet sin nye direktør - og det er en gammel kending

Bjerringbro Avis

Kunstværk til knap en million kroner: Snart kommer der strøm på lyskunsten Strøm

Bjerringbro Avis

Kviktest-center flytter i tom Aldi-butik

Bjerringbro Avis

Nybolig-mægler opruster i Randers og Bjerringbro

Bjerringbro Avis

Et dyt, en fuck-finger, en løftet kobling - og en kollision: 75-årig dømt for 'bagatel-agtig' påkørsel af Rasmus Paludan

Bjerringbro Avis

Fortsat succes hos Rydbergs MC i Aidt

Bjerringbro Avis

Ny udvalgsformand: Vi skal arbejde med, når fremtidens skole skal formes

Annonce