Annonce
Bjerringbro Avis

Bridgeklubben håber på flere medlemmer

Formanden for Bjerringbro Bridgeklub Jens Gryholt (tv) og sekretæren Jørn Hansen er klar til sæsonstart i de nye lokaler. Foto: Hanne Bliksted
Bjerringbro Bridgeklub starter den nye sæson på Enggården.
Annonce

Bjerringbro: Bjerringbro Bridgeklub arbejder på at flere skal lære at spille bridge og tilbyder nu undervisning i spillet. Kurset starter 26. september, otte personer er meldt til, og formanden Jens Gryholt håber på endnu flere, så bridgeklubben kan fortsætte mange år endnu.

- Vi glæder os over, at der i Viborg og andre steder er skolebridge, og vi bidrager med hjælpere til kurserne i Viborg Ny Bridgeklub. Håbet er, at de unge mennesker går hjem og fortæller bedsteforældrene, at bridge er et sjovt og socialt spil, som holder hovedet i gang, og vi så kan få flere nye medlemmer, siger Jens Gryholt.

Klubben, som har 53 medlemmer, er i sommerferien flyttet fra Sønderbro Forsamlingshus til Foreningshuset Enggården i byens nordlige del. Dermed er det i helt nye omgivelser klubben starter sæsonen tirsdag 3. september.

Her på førstesalen deler de lokale med bankospillerne. Hver forening har sine egne borde i hver ende af lokalet. Bridgeklubben har gennem årene flyttet lidt rundt i Bjerringbro, og hver gang medbragt sine egne grønne bridge-spilleborde.

- Jo er vi glade for at være her, Sønderbro Forsamlingshus er ret slidt, lyset var ikke særlig godt, og vores borde stod ikke så godt på det gamle skæve gulv, fortæller klubbens sekretær Jørn Hansen.

Bjerringbro er flyttet til Enggården. Her er det formanden Jens Gryholt (tv) og sekretæren Jørn Hansen. Foto: Hanne Bliksted
Annonce

Gentleman-sport

Det er ikke nogen hemmelighed, at mange bridgespillere er oppe i alderen. Gennemsnitsalderen for medlemmerne i Bjerringbro Bridgeklub er knap 78 år og dermed ældre end klubben selv, som fejrede 70 års jubilæum i september sidste år.

Formanden Jens Gryholt har spillet bridge i 39 år, mens Jørn Hansen "kun" har spillet i fem år. Han startede med et kursus i Silkeborg og kom så til Bjerringbro Bridgeklub, hvor han nu er fast spiller både tirsdag eftermiddag og torsdag aften.

- Jeg har altid spillet meget kort, og da jeg stoppede på arbejdsmarkedet, opfordrede en bekendt mig til at starte på bridge. Det er en gentleman-sport, for man hilser på hinanden før spillet, og bagefter siger man pænt tak for spillet. Og der er ikke noget med at være sur eller skælde ud, hvis man taber, siger han, som dog har hørt klubmedlemmer i højrøstet diskussion på vej ud til bilerne efter en spilleaften.

I arbejdet med at få flere medlemmer er planen, at klubbens bestyrelse deltager med en bod på kunst- og madmarkedet i Bjerringbro lørdag 7. september.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Dueholm: Hvor er forældrene

Bjerringbro Avis

Slut med fredsvalg

Bjerringbro Avis

Isfuglen lukker midlertidigt

Annonce