Bjerringbro: Selv om mange efterhånden kender rumlen med "åbn munden, kig op i loftet og sig aaah", så bliver det aldrig behageligt at få stukket en træpind ned i halsen for at få lavet en corona-test.
Alligevel er smilet fremme hos mange af de mennesker, som forlader det nye center i Bjerringbro Idræts- & Kulturcenter, ikke fordi det er rart at få stukket træpinden ned i halsen, men fordi det er let at komme til centret.
- Vi opdagede ved et tilfælde, at Bjerringbro havde fået et testcenter. Vi har tidligere kørt til Viborg og til Silkeborg for at blive testet, men dette sted er meget nemmere at komme til. Det vil vi helt klart bruge igen, for her er god plads, og det er trygt at have sine børn med, sagde Susanne Birkenfeldt fra Ans, som på en af testcentrets første dage var afsted med børnene Laura og Lukas.
Susanne Birkenfeldt, Ans.Det er dejlig tæt på. Vi opdagede ved et tilfælde, at Bjerringbro havde fået et testcenter. Vi har tidligere kørt til Viborg og til Silkeborg for at blive testet, men dette er meget nemmere, og det vil vi helt klart bruge igen.
Det nye testcenter i idrætscentret åbnede forrige søndag, og selv om Region Midtjyllland ikke havde gjort reklame for det nye tilbud, så blev 420 personer testet søndag, og mandag kom folk i en lind strøm for at få en test.
Nej til vatpind
Også Elly og Anders Thorhauge fra Bjerringbro er begejstrede for det nye teststed.
- Ja det er dejligt tæt på, lød det med et stort smil fra Anders Thorhauge, som sammen med fru Elly netop var blevet testet.
Parret hørte om den lokale testmulighed, da de dagen før mødte leder af idrætscenteret Keld Schytt, og i stedet for at køre til Viborg bestilte de tid til testen i Bjerringbro.
Han er 78, og hun er 79 år, og de er blevet testet flere gange for at være på den sikre side. De har også prøvet testen med vatpinden i næsen, men den bryder de sig ikke om.
- Vi har holdt os meget for os selv det seneste år, især fordi Anders fik en by-pass operation i marts sidste år. Vi forsøger at gå en tur hver dag, og for at det ikke skal blive for ensformigt, kører vi nogle gange til Bjerringbros bymidte eller til Kjællinghøl og går en tur der. Men det er da træls ikke at kunne se sine venner, siger Elly Thorhauge.
Folkevandring
Tilsyneladende er det ikke kun folk fra Bjerringbro og omegn, som glæder sig over muligheden for at blive testet i byen. Line Ditlev Knudsen var kørt fra Kjellerup sammen med børnene Merle på ni og Lauge på seks år. All tre samt børnenes far er blevet test ni-ti gange. De plejer at køre til Silkeborg for at blive testet.
- Jeg arbejder i børnehave, og min mand er vvs'er, og børnene har været i nødpasning, så vi bliver testet regelmæssigt. Her i Bjerringbro er der meget bedre plads end i Silkeborg, og vi kan parkere lige udenfor, så jeg tænker, at vi kommer her igen, siger Line Ditlev Knudsen.
Foruden testcentret i idrætscentret, så åbnede der også et kvik-testcenter i Gudenåhuset 1. marts. Her kan man møde op uden at have bestilt tid.