Annonce
Bjerringbro Avis

Corona-krisen fortsætter: Årets julemarked på Ulstrup Slot er aflyst

Ulstrup Slot har i mere end 30 år dannet ramme om Lions Club Hvorslevs julemarked. Arkivfoto
Lions Club Hvorslev tager ingen chancer i en tid med stigende antal af corona-smittede
Annonce

Ulstrup: Æbleskiver, gløgg og indkøb af juletræet er for mange det faste program, når de besøger julemarkedet på Ulstrup Slot. Men sådan bliver det ikke i år. Lions Club Hvorslev har besluttet at aflyse det traditionsrige julemarked, som trækker folk fra nær og fjern.

I mere end  30 år har den lokale Lions-klub, som dækker den tidligere Hvorslev Kommune, haft succes med julemarkedet i weekenden ved første søndag i advent. Klubbens præsident Torben Kristensen ærgrer sig over aflysningen, som sker i kølvandet på det stigende antal corona-smittede.

- Vi kan ikke forsvare at invitere folk indenfor i de lavloftede lokaler, og i kælderen er der også høj luftfugtighed, så det vil slet ikke kunne gå. Hvis der er nogle, som bagefter bliver syge, så falder det tilbage på os, og det er det ikke værd. Og nu kan vi jo også se, at flere andre aflyser deres julemarkeder, siger han.


Vi kan ikke forsvare at invitere folk indenfor i de lavloftede lokaler, og i kælderen er der også høj luftfugtighed, så det vil slet ikke kunne gå. Hvis der er nogle, som bagefter bliver syge, så falder det tilbage på os, og det er det ikke værd. Og nu kan vi jo også se, at flere andre aflyser deres julemarkeder.

Torben Kristensen, præsident for Lions Club Hvorslev.


Annonce

Udendørs marked

Klubben havde overvejet at lave et udendørs julemarked ,men gav op fordi omkostningerne ikke kan stå mål med indtjeningen. Omsætningen plejer at nå op på omkring 200.000 kroner. Overskuddet ligger på mellem 70.000 og 100. 000 kroner, og pengene deles ud til både lokale, nationale og internationale formål.

Årets marked ville være nr. 33 i rækken, og det er første gang, at klubben aflyser sit julemarked. Klubben har lidt på kistebunden, og de penge skal gå til det nye børnehospice i Rønde.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke deler penge ud, som vi plejer. Men sådan er det, siger Torben Kristensen.

Annonce

Frivillige

Lions Club plejer at have 40-50 frivillige i gang, og dertil kommer folk fra Vester Velling Idrætsforening, som passer parkeringspladsen. Markedet besøges af mellem 3.000 og 4.000 mennesker. En del gæster kommer med tog, idet DSB’s museumstog de seneste år har kørt gæster fra Randers, Langå og Bjerringbro til Ulstrup.

Musik skal der til, Hinnerup Garden plejer at spille, og Thorsø Rideklub deltager med optog gennem byen,  hvor julemanden ankommer i hestevogn.

Tidligere er den del af overskuddet gået til børnehjem i Zimbabwe, og Thorsø Borgerforening har fået et større beløb til genopbygning af Pavillonen.

Julemarkedet på Ulstrup Slot plejer at trække mellem 3.000 og 4.000 mennesker. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce