Annonce
Bjerringbro Avis

Den gode service er nøgleordet i Ans

Jeanette og Henrik Pedersen er tredje generation i Bolig-Nyt i Ans, hvor der blandt meget andet er mere end 50 forskelllige lænestole at vælge imellem. Foto: Hanne Bliksted
Tredje generation i Bolig-Nyt i Ans Henrik Pedersen fylder 50 år 31. oktober.
Annonce

Ans: God service, gode priser og personlig betjening. Det er nøgleordene, hvis man vil have succes med sin forretning.

Sådan lyder det fra Henrik Pedersen, som sammen med sin hustru Jeanette Pedersen er tredje generation i møbelbutikken Bolig-Nyt i Ans. Den blev startet af Henrik Pedersens bedsteforældre Marie og Edvard Pedersen i 1943. Siden kom Henriks forældre Ruth og Sander Pedersen til, og Henrik Pedersen kom efter endt læretid i herretøjsbutikken Mr. Iversen i Silkeborg hjem til møbelbutikken Ans i 1991. I 1995 blev han medejer.

Hustruen Jeanette har været med i butikken siden 2002, og siden hans forældre stoppede i 2006, har parret selv drevet butikken, men dog med god hjælp fra begge hold forældre.

Henrik Pedersen, som torsdag 31. oktober fylder 50 år, har været en del af butikken, siden han som dreng startede med at feje, hjælpe med at pakke pap og andre lette opgaver.

Hans forældre mente dog, at det var vigtigt, at han prøvede noget andet, og som elev hos Mr. Iversen lærte han foruden kundebetjening også at sætte farver sammen og om materialer som stof og læder, som også er vigtige kundskaber i en møbelbutik.

Bolig-Nyt Ans lægger stor vægt på service, og det er en del af forklaringen på firmaets succes med kunder i hele Danmark og i Nordtyskland.

- Vi gør tingene færdige. Vi kører møblerne hjem til kunderne og hjælper med at få sofaen eller det nye spisebord sat på plads. På den måde får vi et tæt forhold til kunderne, og de kommer her igen. Vi har en del kunder i både anden og tredje generation, hvor deres forældre og bedsteforældre har handlet her, fortæller Henrik Pedersen.

- Gode priser er også vigtig for succes, og vi skal kunne matche priserne hos vores konkurrenter, tilføjer han.

Annonce

Sommerhuse

Foruden møbler til private hjem, sælger de mange kontormøbler, og de seneste tre år har de i samarbejde med firmaet Skanlux solgt møbler til store luksussommerhuse over hele landet. Skanlux sælger husene, og Bolig-Nyt Ans leverer færdige møbel-løsninger med senge, spiseborde, sofaer og alt det andet, der skal bruges i et feriehus til op til 30 personer.

- Det er et godt supplement til vores forretning, men vi passer godt på den 'gamle forretning' og de kunder, som er kommet her gennem mange år, og som vi har et næsten familie-agtigt forhold til, siger Henrik Pedersen.

Som forretningsdrivende mærker de også, at detailhandlen ændrer sig, både når det gælder åbningstider og i udvalget af varer. De seneste år er brugskunst blevet en vigtig del i bolighuset, og senest har de fået et stort udvalg i lamper, så der er meget at kigge på i det 2500 kvadratmeter store bolighus, som er en del af kæden Møblér.

Selv om der er lange dage og åbent den første søndag i måneden, så er der også tid til ophold i feriehuset i Skagen, hvor de nyder at være. De lærte hinanden at kende i folkeskolen og har dannet par siden 1989.

- Det her går jo ikke uden en god makker. Jeg er heldig, at min gode makker også er min hustru. Vi kan li' det, vi laver, og vi blevet bedre til selv at holde en fridag. Vores personale har en fast fridag, men som selvstændig bestemmer vi jo selv, siger fødselaren, som også når at passe både madklub, petanqueklub, kortklub og badmintonspillet.

Når man taler om fremtiden, så er fjerde generation sikret, idet sønnen Frederik på 23 år arbejder i butikken og også har mod på at overtage den på et tidspunkt. Han har som sin far også været ude at arbejde med blandt andet investering i Tyskland.

- Men vi skal huske at gøre plads til ham. Han gør tingene på sin måde og har sine egne ideer, på samme måde som jeg havde, da jeg kom hjem i butikken til mine forældre, siger Henrik Pedersen, som i slutningen af december kan kalde sig bedstefar.

Parrets datter Line venter sig, og dermed er femte generation i møbelbutikken - måske - sikret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Slut med fredsvalg

Bjerringbro Avis

Isfuglen lukker midlertidigt

Bjerringbro Avis

Ny medarbejder i Jyske Bank

Annonce