Annonce
Bjerringbro Avis

Dykkerklub gik i åen efter affald

Dykkerklubben undersøgte området fra Møllebækbroen til Bjerring Bro, hvor både kanophalerpladsen og Sol- og vandtrappen ligger, og hvor der er flest gæster tæt ved åen. Foto: Uffe Salomonsen
Bjerringbro Dykkerklub deltog i den årlige affaldsindsamling ved at dykke efter affald i Gudenåen i Bjerringbro.

Bjerringbro: Bjerringbro Dykkerklub trak i det fulde udstyr og sendte både gummibåd og dykkere ud på og under Gudenåens overflade for at samle affald, da der lørdag formiddag var affaldsindsamling i Bjerringbro.

To hold med hver to dykkere plus en gruppe hjælpere fra dykkerklubben var klar til at samle affald op fra åens bunddynd fra Møllebækbroen til Bjerring Bro og Sol- og vandtrappen hen over formiddagen.

Formanden for Bjerringbro Dykkerklub Tommy Schøler-Troelsen fulgte med i dykningen. Foto: Uffe Salomonsen

Her forventede dykkerklubbens formand Tommy Schøler-Troelsen mest, at dykkerne ville støde på dåser, flasker, cykler og måske en indkøbsvogn.

Annonce

- Sidste gang vi dykkede efter affald her i Gudenåen fandt vi jo et par granater, så det var dramatisk. Men det regner jeg nu ikke med denne gang, sagde Tommy Schøler-Troelsen.

God mening

En af dykkerklubbens faste udflugter plejer at falde sammen med den årlige affaldsindsamling, så normalt kan det ikke lade sig gøre for klubben at være med.

Men for et par år siden var man ude at dykke efter større ting som indkøbsvogne og andet stort som børn og unge, der sprang i vandet fra broerne, kunne ramme. Og det var altså her, man stødte på de kasserede granater.

- I år er der på grund af coronaen ikke mulighed for de ellers faste udflugter, og så gav det god mening at være med ved affaldsindsamlingen, sagde formanden.

- Det affald, der findes her, har det jo med at ende, hvor vi oftest dykker - nemlig i havet. Så det giver rigtig god mening, og det er i en god sags tjeneste, at vi får ryddet det stykke her, hvor der kommer flest gæster, sagde Tommy Schøler-Troelsen.

Annonce

Stærk strøm

På en klar dag uden nedbør var sigtbarheden ikke det store problem i vandet, når først dykkerne havde fået bakset sig selv og det mindst 30 kilo tunge udstyr ud i vandet. Til gengæld var strømmen stærk, lød det.

Der er liv på bunden. Vistnok en krebs af en art. Foto: Uffe Salomonsen

- Strømmen er godt nok vild. Jeg har begge knæ på bunden for at stå fast lige nu, og jeg glider stadig med strømmen, lød det fra en af dykkerne, der var kommet under vandet under Møllebækbroen.

Annonce

En controller og et låg

Planen var at følge begge bredder ind mod Bjerring Bro og Sol- og vandtrappen og få smidt mindre affald ind på land eller i de medbragte poser - eller hvis det var en større omgang op i den gummibåd, der agerede følgebåd.

Første fund fra bunden: En art fjernstyrings-controller. Foto: Uffe Salomonsen

Det forlød, at der lå en cykel under overfladen lidt længere henne, men i starten blev det ikke til de store ting. En slags fjernstyrings-controller - måske til en drone eller en fjernstyret bil - og låget til en malerspand kom op som det første. Og så var der liv på bunden - en sprællevende krebs ellers nogen lignende på cirka 10 centimeters længde kom med op til overfladen for at blive sluppet fri igen.

Her ses affaldet fra åen efter endt indsamling. Foto: Tommy Schøler-Troelsen

Dykkerklubben, der har omkring 40 medlemmer fra særligt Bjerringbro, Ulstrup og Langå men også fra Hinnerup-kanten, regnede altså med et par timer under overfladen, inden der blev gjort status.

Annonce

75 samlede ind på land

Banegårdspladsen var lørdag desuden base for den landbaserede affaldsindsamling i Bjerringbro i anledning af naturfredningsforeningens årlige indsamling. Her stod Bjerringbros bypedeller for at sende 75 frivillige ud i Bjerringbro og omegn med affaldsposer og gribetænger fra om formiddagen.

Det er en større udstyrspakke der skal til, når man skal dykke. Mindst 30 kilo udstyr skulle med i vandet for dykkerne her fra Bjerringbro Dykkerklub. Foto: Uffe Salomonsen
Ved banegården var der blandt andet indleveret denne lydpotte, der har set bedre tider. Foto: Uffe Salomonsen


Det affald, der findes her, har det jo med at ende, hvor vi oftest dykker - nemlig i havet. Så det giver rigtig god mening, og det er i en god sags tjeneste.

Tommy Schøler-Troelsen, formand for Bjerringbro Dykkerklub.


Annonce
Annonce
Bjerringbro Avis

Villaindbrud på Ilsøvej

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Gratis golf til seniorer

Bjerringbro Avis

Krydsordsvindere

Annonce