Annonce
Bjerringbro Avis

Efterårsferie forude: Motionsdag med hundevæddeløb

Der var albue-bump til pokalvinderne ved motionsløbet på Midtjysk Greyhound Stadion. Foto: Hanne Bliksted
Elever fra Bøgeskovskolen til motionsdag på Midtjysk Greyhound Stadion
Annonce

Bjerringbro: Fredag før efterårsferien er normalt skolernes motionsdag. I år forhindrede  corona'en motionsløbet på mange skoler, men på Bøgeskovskolen fik lærer Sussie Lærke en idé. Hun fik en aftale om, at eleverne fra skolens to 5. klasser kunne løbe på den lokale  hundevæddeløbsbane.

Derfor var det ikke hunde men børn, som fredag formiddag løb rundt og rundt på Midtjysk Greyhound Stadion.

- Løb for pokker - løb, lyder  Sussie Lærkes stemme højt og klart fra dommertårnet, da de 30 elever fra de to 5. klasser på Bøgeskovskolen i Bjerringbro denne halvkolde oktoberformiddag suser rundt på stadions inderbane.

Med god energi og røde kinder gik det rundt og rundt på greyhoundbanen. Foto: Hanne Bliksted
Annonce

Røde kinder

Eleverne får dog ikke lov til at løbe på selve væddeløbsbanen, men de løber inden for banen, og at græsset er vådt er ingen undskyldning for at løbe rundt og rundt. De hurtigste når mere end 30 omgange på den time, der er sat af til løb.

Chihuahua'en Lillebror fik mange beundrende blikke. Foto: Hanne Bliksted

Det er dog ikke alle elever, som er lige begejstrede for motionsdagen, de lunter lidt og holder en pause, men med opmuntringer fra Sussie Lærke lykkedes det de fleste at nå mindst ti baner rundt. Og de mange røde kinder viser, at eleverne kæmper for sagen.

- Løb, løb, brug jeres sidste energi, lyder det fra Sussie Lærke, da klokken nærmer sig ti..

Sussie Lærke sparede ikke på opmuntrende kommentarer ved motionsløbet på greyhoundbanen. Foto: Hanne Bliksted
Annonce

Albue-bump

Som til andre vigtige sportsbegivenheder er der også til motionsløbet uddeling af pokaler, som Gudenådalens Greyhound Klub har skænket i dagens anledning.

Men pokalerne fordeles dog efter lodtrækning. Mens eleverne venter spændt, trækker  Sussie Lærke de tre sedler med vindernavne op fra posen, og klubbens formand Rikke Bankov overrækker pokalerne. Bagefter er der - ikke highfives -  men albue-bump til vinderne fra klassekammeraterne.

Efter en kort vand- og frugtpause i klubhuset - gælder det hundevæddeløbet, og flere af klubbens medlemmer er i dagens anledning mødt op for at give børnene en ekstra oplevelse.

Inden selve løbet er det tid til at klappe et par hunde, Christina Haurum har sin chihuahua,  der hedder Lillebror med, og den lille hund får både klap og beundrende blikke.  Da den kommer på banen, er der  stor begejstring for den lille hunds evner til at ræse afsted på sine korte ben. Endnu hurtigere går det, da en greyhound suser forbi med omkring 70 km i timen.

Værterne fra Gudenådalens Greyhound Klub stiller ikke kun banen til rådighed, de byder også på både lune pølser og brød som afslutning på motionsdagen.


Det er jo fantastisk, at klubben tager imod os på den måde.  Og ja vi er da klar næste år, hvis vi får lov til at komme igen.

Sussie Lærke, lærer


 Med godt humør kom Gawain og Ida susende. Foto: Hanne Bliksted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Frirumsdebat i Gudenåhuset

Bjerringbro Avis

Foredrag i Thorsø

Bjerringbro Avis

25 år på Grundfos

Billund Ugeavis

Familiekoncert i Gudenåhuset

Annonce