Annonce
Bjerringbro Avis

Efter massiv pladsmangel: Ny million-tilbygning snart færdig

Siden sensommeren har der været arbejdet hårdt på, at den nye tilbygning kan stå klar til næste lørdag. Her er det AIKC-formand Per Lejsgaard til højre og centerleder Axel Olsen i midten. Foto: Morten Dueholm.
Byen har 1900 indbyggere, og dens idrætsforening har 1800 medlemmer. Idræts- og kulturcenteret er stedet, hvor man mødes i Ans, og inden længe er netop det sted 500 kvadratmeter større.
Annonce

Ans: Det dufter af maling, og nogle af rummene bærer stadig tydeligt præg af, at de 500 nye kvadratmeter endnu ikke er helt klar til brug.

Håndværkerne suser stadig travlt gennem gangene, og det samme gør Axel Olsen, som er centerleder i Ans Idræts- og Kulturcenter (AIKC). Han har gennem den seneste tid ageret arbejdsleder og -fordeler, og i flere uger har han arbejdet nærmest dobbelt så meget som de 37 timer, de fleste er vant til.

- Det her er en flugtvej, så håndtaget her skal vendes om, så det sidder på den anden side, siger Axel Olsen hurtigt til en ung håndværker på turen rundt i idrætscenteret.

I næste weekend, lørdag den 23. marts, indvier AIKC den nye tilbygning til seks millioner kroner, som har været længe efterspurgt og længe undervejs.

- Kort og godt handlede det om pladsmangel. Der var så mange problemer og ønsker om mere plads, siger Per Lejsgaard, formand for AIKC's bestyrelse.

Det er omkring tre år siden, de første streger blev tegnet, og første spadestik blev taget lige efter sommerferien.

Jeg mener, at vi er heldige, for det her er stedet, hvor det sker i Ans. Det eneste, vi har at "konkurrere" med, er missionshuset og sognehuset. Det er her, folk mødes

Per Lejsgaard, bestyrelsesformand i Ans Idræts- og Kulturcenter

Annonce

Et kolomægtigt udbud

For Ans, en by med godt 1900 borgere, er AIKC og den lokale idrætsforening Ans IF uundværlige samlingspunkter, lyder det fra Axel Olsen og Per Lejsgaard. Idrætsforeningen har i øjeblikket knap 1800 medlemmer, og med det store antal siger det sig selv, at der af og til kan være pres på lokalerne.

- Per og jeg repræsenterer jo selve institutionen AIKC, men derunder har vi jo også en palette af udvalg. Der er et kolomægtigt udbud til folk hernede, siger Axel Olsen og nævner blandt andet festerne, slagerparaden og kurserne, som sammen med alle motionisterne også bruger lokalerne.

Den nye tilbygning indeholder et enormt multirum, tre mødelokaler samt en masse toiletter og omklædningsrum. Det har da også især været mødelokalerne, efterspørgslen har drejet sig om.

Bare i 2017 blev der i idræts- og kulturcenteret afholdt intet mindre end 225 møder - og det med blot ét eneste reelt mødelokale.

- Folk sad af og til stuvet sammen på gangarealer og i alle mulige hjørner af caféen, siger Axel Olsen.

- På en almindelig vinteraften kan vi sagtens have 100 biler på parkeringspladsen, og alle rum i hele centeret er fyldt op. Der er både svømning, håndbold, motion, kortspil, dans, der er alt muligt, og det er simpelthen så berigende. Og det er så vildt, at det er i Ans, det sker.

Annonce

Stedet hvor det sker

Folkene bag AIKC har allerede oplevet stor lokal opbakning til de nye bygninger. Silkeborg Kommune har bidraget med en ordentlig kapitalindsprøjtning, og ellers har fondsmidler, Ans IF og lokale aktører stået for finansieringen af lokalerne.

Opbakningen betyder meget for folkene bag.

- Jeg mener, at vi er heldige, for det her er stedet, hvor det sker i Ans. Det eneste, vi har at "konkurrere" med, er missionshuset og sognehuset. Det er her, folk mødes, siger Per Lejsgaard.

Når AIKC den 23. marts indvier sine nye bygninger bliver det med masser af aktiviteter over mange timer. Blandt andet lokker arrangørerne med gratis fadøl og pølser fra klokken 12 til 17, og desuden bliver der med danseopvisning, tryllekunst, taler og håndboldkamp nok at kigge på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

bjBarokmusik i kirken

Annonce