Annonce
Bjerringbro Avis

Endelig: Nu får Langå længe ventet hundeskov

Flemming Nielsen, bestyrelsesmedlem i Støtteforeningen Langå Hundeskov tilser de nye arealer. Foto: Mette Bjerre
Forventningsfulde hundeejere venter på, at entreprenøren går i jorden.

Langå: I Langå har de lokale længe ønsket sig en hundeskov. Det er omkring to år siden ideen først så dagens lys.

Selvom området er kendt for sine naturskønne omgivelser, findes der, ifølge arbejdsgruppen bag, ingen steder i 20 kilometers radius, hvor man kan slippe sin hund fri.

- Der er mange hundeejere i Langå, og vi mener bestemt, der er et behov. Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser, fortæller Flemming Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i Støtteforeningen Langå Hundeskov.


Der er mange hundeejere i Langå, og vi mener bestemt, der er et behov. Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser.

Flemming Nielsen, bestyrelsesmedlem.


Langå Hundeskov skal ligge bag rensningsanlægget ved Mosevej. Det allerede indhegnede område bliver til hvalpegård, og selve hundeskoven indrettes bagved.

Området bag rensningsanlægget er fredfyldt og naturskønt men også ufremkommeligt. Derfor har Randers Kommune også haft gang i de helt store maskiner, da området skulle klargøres til hundeskov.

Annonce

Kommunen har banet vejen

Kravet til borgergruppen bag hundeskoven har været, at den selv sørger for både finansiering og etablering af indhegning, låger og stier. Randers Kommune stiller skoven til rådighed og tynder ud i bevoksningen.

Finansieringen er på plads. Hele 430.000 er det lykkedes arbejdsgruppen og støtteforeningen at rejse blandt andet med donationer fra ELRO Fonden, Friluftsrådet, QATO fonden, og Landsbypuljen.

Folkene bag har dog sørget for at holde området så "vildt" så muligt, dog med et let fremkommeligt stisystem og flere borde/bænkesæt. Det er nemlig bedst for biodiversiteten og sjovest for de mange hunde, der snart bliver sluppet løs.

I slutningen af marts kommer børn fra de lokale børnehaver med hjemmelavede fuglekasser, der skal pryde områdets træer.

Fakta om Langå Hundeskov

Området bliver todelt, med 9.500 kvadratmeter til selve hundeskoven, og 2.800 kvadratmeter til en tilstødende hvalpegård.

Hundeskoven bliver handicapvenlig med brede stier belagt med stenmel, handicapparkering lige ved døren og handicapvenlige borde/bænkesæt.

Både hundeskov og hvalpegård vil have sluser ved indgangen, for at sikre, at ingen hunde løber ud, når en ny kommer ind.

Skoven vil blive dekoreret med store egetræsfigurer samt et indgangsparti, alt sammen udskåret af mortorsavskunstner Torben Møller.

Ved indgangen til hundeskoven bliver der opstillet et skilt med stedets regler.

Vejen til hundeskovens etablering har været lang, snørklet og fyldt med bump. Godkendelser har ladet vente på sig, og coronakrisen har også forsinket projektet. Senest har arbejdsgruppen haft problemer med at finde en bank, der ville samarbejde om det ellers fuldt finansierede projekt.

Dog faldt de sidste detaljer på plads i slutningen af sidste uge, og nu, to år efter idéen for første gang så dagens lys, er de altså klar til at gå i jorden. Det altså når entreprenøren, der i øjeblikket arbejder på et andet projekt, har tid.

Annonce

Klar inden sommer

Flemming Nielsen forventer, at hundeskoven kan stå klar inden sommer. Han satser på, at selve etableringen kommer til at tage en lille måned. Entreprenøren starter med indhegningen, så han håber, at hundeskoven kan blive taget i brug allerede når hegnet er rejst.

Vedligehold skal finansieres af et frivilligt årligt kontingent på 100 kroner pr husstand, der melder sig ind i Støtteforeningen Langå Hundeskov. Medlemskab af foreningen er dog ikke et krav for at benytte skoven.

Plantegning, Langå Hundeskov. Visualisering: Eik Jørgensen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce