Annonce
Bjerringbro Avis

Energimuseet med rekord-mange gæster

Energimuseet har haft rigtig travlt i skolernes sommerferie. I den periode har de også haft besøg af en lang række udsatte børn og unge. Arkivfoto: Hanne Bliksted
Det har summet af aktivitet på Energimuseet i Tange denne sommer med dobbelt så mange gæster som sidste år.
Annonce

Tange: 100 - eller helt præcist - 99,8 procent. Så mange flere gæster havde Energimuseet i Tange besøg af i de seks primære sommerferieuger i år i forhold til sidste år. Og det skal ses i lyset af, at museet sidste år meldte om en rigtig god sommersæson, hvor museet i skolernes sommerferie havde 12.638 gæster.

- Det er gået helt fantastisk, siger Tina de Linde, der er souschef og daglig leder på museet, der tilbyder masser af viden og oplevelser omkring strøm, klima og bæredygtighed.

- Vi gik jo fra at være helt lukket og uden nogen fornemmelse for, hvad der skulle ske her i corona-perioden til en voldsom aktivitet, som vi ikke helt havde turdet håbe på, siger hun og fortæller, at der faktisk var en dag, hvor museet havde 1000 gæster.

Det er meget, men det lykkedes uden de store vanskeligheder.

Tina de Linde, der er daglig leder på Energimuseet Tange kalder det en fantastisk sommer, men er ikke bleg for at indrømme, at efteråret kan gå hen og blive noget mere vanskelig. Arkivfoto

- Vi har heldigvis store arealer, som vores gæster kan boltre sig på - og det er kun i vores hovedbygning, at der engang i mellem opstod et flaskehalsproblem, siger Tina de Linde, der på baggrund af den store aktivitet også måtte ud og ansætte ekstra personale.

Annonce

Halv pris var et hit

Museet havde ellers været nødsaget til at skære ned hos de timelønnede, da først corona-krisen indtrådte, men efterfølgende blev der ansat fire unge mennesker, der i løbet af sommeren har hjulpet meget til hos især billetsalg og cafédrift.


Vi har heldigvis store arealer, som vores gæster kan boltre sig på - og det er kun i vores hovedbygning, at der engang i mellem opstod et flaskehalsproblem

Tina de Linde, daglig leder hos Energimuseet


Det er en kombination af flere ting, der har givet Energimuseet det overvældende besøgstal.

- Vi havde jo typisk dansk sommervejr, der ikke indbød til en tur på stranden, samtidig med at mange danskere holdt ferie i Danmark. Derudover har vi også haft halv pris på indgangsbilletten, fortæller Tina de Linde, der indrømmer, at man på museet måtte tænke ud af boksen for at få det hele til at lykkes.

En af hovedattraktionerne hos Energimuseet er Bohrtårnet, hvor man kan opleve et lynshow.

- Vi vidste godt, at vi på grund af corona-restriktioner, ikke ville kunne lukke ret mange ind i tårnet af gangen. Derfor valgte vi at flytte en anden af vores sjove oplevelser, den hvor håret på grund af statisk elektricitet rejser sig på ens hoved, når man sætter hænderne på en glaskugle, over i den store hal, og den endte med at blive det helt store hit, fortæller Tina de Line med et smil.

Museet har modtaget corona-tilskud fra både Viborg Kommune og regeringen. En sommerpakke, der skulle sikre, at børn og unge fik en god sommerferie trods coronakrisen, betød, at Energimuseet fik besøg af 700 udsatte børn og unge.

Annonce

Usikkert efterår

- Det var virkelig fedt at møde disse gæster og være med til at give dem en god oplevelse, siger Tina de Linde.

Den store tilstrømning stoppede dog lige så hurtigt, som den begyndte, og museet kigger nu ind i et lidt mere usikkert efterår.

- Vi skal i hvert fald være enormt omstillingsparate, for der er ingen garanti for, at vi får de mange skolebesøg, som vi plejer. Det er jo ikke til at vide, hvad der sker, siger Tina de Linde, der også kan se, at der er mere stille i forhold til booking af gruppearrangementer og møder på museet end sædvanligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Træfolket indviede lokaler

Bjerringbro Avis

Udstilling på Ulstrup Slot

Annonce