Annonce
Bjerringbro Avis

Færgeskilt flytter fra Bjerringbro hjem til Lolland-Falster

Museumsfolkene havde fået målene på færgeskiltet - alligevel virkede de en anelse overrasket over størrelsen da de endelig så skiltet.  Foto: Christine Krüger Hansen
Museum Lolland-Falster hentede torsdag et syv kvadratmeter stort færgeklenodie hos Orla Rasmussen og Jatop i Bjerringbro.
Annonce

Bjerringbro: Selv om Færgen Danmark blev solgt til skrot i 2010 og efterfølgende hugget op på Grenå Havn, så er der stadig en enkelt stump af færgen bevaret.

I Bjerringbro er produkthandler Orla Daugaard Rasmussen nemlig i besiddelse af Færgen Danmarks navneskilt, men torsdag sagde han farvel til det store jernstykke, hvorpå færgens navn står.

Han havde efter lidt betænkningstid besluttet sig for at donere skiltet, der måler fire en halv gange halvanden meter, til Museum Lolland-Falster.

Orla Daugaard Rasmussen fortæller, at han var med til at skrotte færgen. Han har altid været lidt af en samler, så han tog det store sorte skilt med færgens navnetræk i hvidt med sig hjem.

Nu er han ved at rydde lidt ud i sin samling, og da nogle engagerede rødbynitter kom på sporet af, at han lå inde med færgeskiltet, blev det til en aftale om, at Museum Lolland-Falster får skiltet.


Nu er min dåbsattest ved at blive lidt gul i kanten, og jeg er begyndt at spekulere over, hvad der skal blive af min store samling, så derfor besluttede jeg mig for, at det var bedre at give skiltet til nogen, der viste interesse og som kan fortælle historien videre

Orla Daugaard Rasmussen, Indehaver af Jatop ApS


- Jeg kontaktede Orla Daugaard Rasmussen før sommer for at høre, om vi måtte købe det til vores samling, fortæller museumsinspektør Lene Tønder Buur, der godt kunne mærke at skrothandleren var noget knyttet til skiltet.

Alligevel valgte Orla Daugaard Rasmussen at vende tilbage efter sommer og sige, at han gerne ville donere skiltet til museet.

- Nu er min dåbsattest ved at blive lidt gul i kanten, og jeg er begyndt at spekulere over, hvad der skal blive af min store samling. Derfor besluttede jeg mig for, at det var bedre at give skiltet til nogen, der viste interesse, og som kan fortælle historien videre, fortæller Orla Daugaard Rasmussen og tilføjer med et lille smil, at han da forventer, at museet sætter et lille skilt op, om hvem der har doneret navneskiltet.

Annonce

Privat museum

Og derfor kom museumsinspektør Lene Tønder Buur, samt to andre (stærke) medarbejdere til Bjerringbro torsdag for at bringe skiltet hjem til Lolland-Falster. Her har det en særlig betydning, fordi Færgen Danmark, som blev bygget på Helsingør Skibsværft i 1968, sejlede på ruten mellem Rødby og Putgarden.

Lene Tønder Buur viser Orla Daugaard Rasmussen et billede af Færgen Danmark i en medbragt bog. Foto: Christine Krüger Hansen

- Danmark har gennem historien været bundet sammen af færger på kryds og tværs. Skiltet er en vigtig brik i fortællingen om færgernes og Fugleflugtslinjens kulturhistorie. Derfor skal det bevares for eftertiden på et museum, forklarer Lene Tønder Buur og retter en stor tak til Orla Daugaard Rasmussen.

- Lige siden færgeforbindelsen over Femern Bælt åbnede i 1963, har den været en livsnerve for bil- og togtrafikken mellem Skandinavien og Tyskland. Fugleflugtslinjen er en af Danmarks vigtigste trafikårer og en velbenyttet vej ud i Europa for både lastbilchauffører og glade ferierejsende, siger Lene Tønder Buur og tilføjer, at med en tunnel under Femern Bælt er færgesejladsen måske også snart historie.

Mens skiltet, der i virkeligheden er et stort stykke af skibssiden, blev fundet frem og lagt tæt på museumsfolkenens medbragte varebil , viste Orla Daugaard Rasmussen rundt i sit eget private museum, der er fyldt med maritimt udstyr.

- Nej, jeg kan ikke huske, hvor alle tingene helt præcist kommer fra, men hvis du begynder at spørge ind, kommer vi aldrig herfra, for jeg kan mange historier, siger han og smiler.

Orla Daugaard Rasmussen kunne også lige komme med et par tips til Lene Tønder Buur om, hvordan skiltet kan renoveres.  Foto: Christine Krüger Hansen

Orla Daugaard Rasmussen har altid været en samler. Allerede som 14-årig købte han sin første erhvervsgrund i Bjerringbro.

- Der var også tid til at samle lidt skrot i middagsfrikvarteret i skoletiden. Det betød, at lærerinden altid bad om, at jeg vaskede mine hænder inden næste time, fortæller Orla Daugaard, der i dag har mellem 30 og 40 mand ansat.

10 af dem arbejder kun med at skrotte skibe i Frederikshavn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Frirumsdebat i Gudenåhuset

Bjerringbro Avis

Foredrag i Thorsø

Bjerringbro Avis

25 år på Grundfos

Billund Ugeavis

Familiekoncert i Gudenåhuset

Annonce