Bjerringbro: Den lokale Petanqueklub, StarPetanque Danmark, fik en forrygende start på årets Sommerlands Turnering under Dansk Petanque Forbund, som også er det officielle Danske Mesterskab for klubhold.
Klubbens bedste hold debuterede i weekenden i Danmarks fornemmeste række, Elitedivisionen, og det med to sejre og en uafgjort. Set i lyset af at holdet er oprykker og at et af holdene som de mødte (og som StarPetanque i øvrigt vandt over) var sidste sæsons sølvvindere, er det virkelig en debut der giver genklang. Holdet er, efter første runde af de i alt fire, placeret på en meget flot 2. plads med 5 point.
StarPetanque Danmarks hold-2, debuterede i 2. Division i weekenden. Holdet gjorde det ”en tak bedre” en 1. holdet, idet de tog ”fuldt hus” med tre sejre og 6 dejlige point på kontoen.
Klubben har også hold med i Dansk Veteran Cup (en turnering for spillere på minimum 55 år), og i DGI´s sommer holdturnering, ligesom klubbens medlemmer deltager i en række enkelt dags turneringer rundt i landet.
Udover at det går godt ”på banerne”, så går det også godt med at få nye medlemmer til klubben, hvor der løbende kommer nye spillere til – erfarne såvel som nybegyndere.
Fra den 26. maj 2022 til den 29. maj 2022 afholder StarPetanque ”Danmarks smukkeste petanqueturnering” på Borgvold i Viborg. I år bliver det med petanque i fire dage i de fantastiske omgivelser, som tiltrækker deltagere fra både nær og fjern.