Annonce
Bjerringbro Avis

Guldkorn og strøtanker: Et anfald af udlængsel

Annonce

Jeg har lige været ude at rejse sammen med min familie. Ja, faktisk hele to gange. Først var vi på en spændende tur til Rusland, og kort tid efter besøgte vi Australien. Og for at det ikke skal være løgn planlægger vi lige nu en rundrejse til Middelhavsområdet.

Inden forargelsen bliver for stor i Bjerringbro og omegn, må jeg hellere skynde mig at sige, at alle de omtalte rejser sker via fjernsynet fra vores bløde lænestole i Højbjerg. I et anfald af udlængsel har vi kastet os over en BBC-rejseserie, som Danmarks Radio har liggende i sit  arkiv. På den måde er vi kommet i berøring med helt andre kulturer og naturfænomener, end dem vi normalt møder, når vi trasker rundt i vores ellers skønne lokalområde på vores obligatoriske daglige gåture. Og vi er blevet mindet om, at der faktisk er en stor og fantastisk verden, der venter på os - uden for vores corona-boble - når vi engang er færdige med nedlukning og rejserestriktioner.

Lige netop i denne uge er der sikkert mange, der kan genkende vores udlængsel. Det er uge syv, skolernes vinterferie, og normalt er det en god anledning til at drage afsted mod en skibakke i Norge, et larmende badeland i Billund eller spændende kulturoplevelser i København. Men i år er mulighederne væsentligt færre. Meget er lukket ned, og kulden lægger tilmed en dæmper på lysten til hyggelige udeaktiviteter.

Den anden dag kom jeg til at filosofere over den kendte historie om Noas ark, som vel er Bibelens første rejseberetning. I virkeligheden ligner hans sejlads måske mere vores corona-isolation end en spændende rejse ud i verden. For i månedsvis sidder Noa og kukkelurer i sit skib kun omgivet af sin nærmeste familie og en masse dyr. Det regner, og han har sikkert følt, at det hele var lidt klaustrofobisk og ensformigt.

På et tidspunkt åbner Noa et vindue og begynder at sende fugle ud af arken for at se, om der mon er liv derude. Først sender han en ravn og en due afsted, men de kommer hurtigt tilbage igen. Så sender han duen ud igen, og nu vender den hjem med et blad i næbbet. Og da han atter sender den afsted, kommer den slet ikke tilbage - den har fundet bedre steder at være end på et overfyldt skib. Den har fundet land!

Historien om Noa er udgangspunktet for Brorsons smukke vintersalme ”Her vil ties, her vil bies”, som blandt andet rummer linjerne: ”Trange tider langsomt skrider, langsomt skrider det har den art”. Sådan har det sikkert føltes i Noas ark, hvor man ikke engang havde mulighed for at tænde fjernsynet og drømme sig andre steder hen. Salmen slutter dog med de håbefulde linjer: ”Se! nu er stunden næsten oprunden, næsten oprunden, som gør dig glad.”

De trange tider i arken fik en ende. Duen blev sendt ud, og den fandt livstegn. Vores trange corona-tider får også snart en ende – allerede til sommer vil meget være godt igen. Og mens vi tålmodigt venter, må vi hver især som Noa huske at åbne et vindue på klem og spejde efter håb og livstegn.

En tv-rejseserie har bidraget til håbet og optimismen hjemme hos os. Og hvis vi nu også husker at sætte lidt tzatziki og oliven på bordet, når vi lige om lidt rejser til Middelhavsområdet – ja, så bliver det nok næsten som at være der rigtigt.

Fortsat god vinterferie!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Grønne sunde spirer er sagen

Bjerringbro Avis

25 år på Grundfos

Bjerringbro Avis

25 år på Grundfos

Bjerringbro Avis

Provsten får ridderkorset

Annonce