Annonce
Bjerringbro Avis

Guldkorn og strøtanker: Lært af corona

Lært af corona. Hvis man googler de tre ord, dukker et væld af resultater op. "Hvad har vi lært…", "Det har vi lært…". Nogle sætter ligefrem tal på - "Fire ting, vi har lært af coronakrisen", "Fem vigtige insights…"

En erhvervsleder mener, krisen har lært os, at vi kan hæve barren for, hvad vi kan klare, som individer, virksomheder og samfund. Hun advarer imod, at vi falder tilbage i mageligheden. Vi skal holde det momentum, hvor vi tager chancer og tænker ud af boksen! "Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde", som Winston Churchill har sagt.

Det er selvfølgelig rigtigt, at vi tager erfaringer med os fra det, som vi går igennem. Livet igennem bliver vi mange erfaringer rigere, og det bliver vi forhåbentligt klogere af. Alligevel kan man undre sig over den store opmærksomhed, der er på spørgsmålet om, hvad vi har lært. Hvorfor er det så vigtigt for os, at vi har lært noget af krisen? Og få sat ord på, hvad vi har lært. Hvorfor er det ikke nok for os at glæde os over, at vi nu er på vej ud af krisen?

Annonce

Da corona'en ramte os, mistede vi kontrol over vores liv og samfund. Vi stod foran noget, som vi ikke vidste, hvordan vi skulle komme igennem. Vi måtte, som statsministeren sagde, køre på en vej, som vi asfalterede undervejs. Dette tab af kontrol har vi svært ved at forlige os med. Hvis vi nu kan overbevise os selv om, at vi har lært noget værdifuldt, så står vores erfaring af kontroltab ikke alene. Så var krisen ikke spildt. Ja, vi kan måske endda overbevise os selv om, at næste gang noget rammer os, vil vi ikke blive slået ud af kurs.

I kirken i søndags mødte vi en mand, som kom til Jesus om natten for at lære noget. Nikodemus hed han, en højtstående mand i datidens jødiske samfund, medlem af jødernes råd. Nikodemus var en mand, som var vant til at have kontrol over tingene, men måske tyder det forhold, at han kom om natten, på, at han havde mistet noget af kontrollen. Måske var han i krise. Han kom til Jesus, fordi han var blevet overbevist om, at Jesus var en lærer, der var kommet fra Gud. Nikodemus ville lære noget for at bevare eller genvinde kontrollen.

Men Jesus begyndte at tale om at blive født: "Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds Rige." De vigtigste ting i livet, har vi ikke kontrol over. Det øjeblik, som har bragt os til verden, har vi ikke haft kontrol over. Det samme gælder det øjeblik, som vil bringe os ud af verden. Det er et grundlæggende vilkår for os mennesker, at vi mister kontrollen, men når Jesus siger "født på ny", så betyder det, at netop i noget, som vi ikke har kontrol over, kan livet åbne sig. Også for en mand, som er et sted imellem fødsel og død.


Det øjeblik, som har bragt os til verden, har vi ikke haft kontrol over. Det samme gælder det øjeblik, som vil bringe os ud af verden.


Corona'en har, hvis vi vil indse det, vist os, at der er en grænse for, hvor langt vi kan nå med det, vi har lært og erfaret. Det at miste kontrollen hører med til menneskelivet, uanset hvor meget vi lærer af vores kriser. Derfor drejer det sig for os om at tage imod med glæde, når livet åbner sig for os. Og det er måske det vigtigste, vi kan lære af coronakrisen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Bjerringbro Avis

LOF-afdelinger fusionerer

Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Vellykket veterantræf i Ans

Bjerringbro Avis

Sankthans med coronapas

Bjerringbro Avis

Danmarks første havvindmølle fylder 30 år: Håb om at havvindmølle kan blive til kunstværk på Energimuseet i Tange

Bjerringbro Avis

Guitarkoncert i kirken

Annonce