Rødkærsbro: Hvem kender ikke den der irritation, man kan få, når man står et eller andet smukt sted - med en hel fantastisk udsigt eller bare finder en rigtig god solplet på sin gåtur, men ingen bænk kan finde at placere sig på.
Det bliver ikke et problem, når man besøger Lunden, det grønne område midt i Rødkærsbro - tværtimod. For her er det lykkes Rødkærsbro Borger- og Handelsstandsforening at finde penge nok til at bygge en bænk, der mere eller mindre omkranser den fine runde sø i parken.
400.000 kroner - så meget kostede bænken - og det var da også i første omgang ved at tage pusten fra foreningen.
Det var Helle Georgi, der har en finger med i det meste i Rødkærsbro, som fik ideen til den specielle bænk, efter at hun havde set et billede af en lignede bænk - og det er da også først og fremmest hende, der har fundet pengene til bænken, der nu står og ser indbydende ud, og lokker borgerne til at slå sig ned og nyde de over 20.000 blomsterløg, der her i forårsmånederne er skudt op af jorden.
Helle Georgi, ildsjælDet har taget noget tid at få ideen med bænken gennemført, men det er blevet lige som jeg har drømt om
En stor del af pengene kommer fra Nordea Fondens pulje, der hedder "Her bor Vi".
Den fik Helle Georgi, der er en mester i at søge midler til Rødkærsbro-området, øje på efter at ansøgningen om penge til bænken blev afvist af Viborg Kommune.
Ingen ryglæn
- Det er også en temmelig dyr bænk, så det kom egentlig ikke helt bag på mig, siger Helle Georgi, der blev rigtig glad, da Nordea Fonden valgte at give 190.000 kroner.
Heldigvis var der også lidt penge til overs fra den store områdefornyelse, og efter at borgerforeningen lagde 25.000 kroner oveni, kunne projektet realiseres.
"Borgernes Bænk" hedder den buede siddeplads, der fuldender forvandlingen af Lunden, som de sidste år har undergået en massiv forvandling.
- Det har taget noget tid at få ideen med bænken gennemført, men det er blevet lige, som jeg har drømt om, fortæller Helle Georgi og tilføjer, at borgerforeningen, der ejer og passer parken, samtidig også har fået etableret en række nye legeredskaber for de mindste på legepladsen i Lunden.
Bænken når cirka to tredjedele rundt om søen, og den ene tredjedel af bænken har ikke noget ryglæn.
- Det er helt med vilje, for så kan man netop på den del af bænken vende modsat, hvilket giver én overblik over legepladsen samt det område, hvor vi hvert år holder sankthans, forklarer Helle Georgi.