Annonce
Bjerringbro Avis

Hvem må være her?

Jørgen Glud
Annonce

Hvem må være her? Det er et spørgsmål jeg tit har tænkt på, når jeg har set den megen debat, der har været om Gudenåen og i særdeleshed om Tange Sø.

Jeg mener, at der ikke er meget saglighed i mange af de artikler og tykke rapporter, der er skrevet, fordi man med sin enøjethed river de sider ud, som lige passer til ens måske lidt naive holdning.

Man sætter sig ikke ind i, hvor stort område Gudenåen afvander, et areal på størrelse med Fyn fra udspringet i Tinning Krat og til udløbet ved Udbyhøj, hvor mange tilløb den har og hvor mange byer, der sender sit regnvand og spildevand ud i den. På et tidspunkt var der opstrøms Tange Sø 24 renseanlæg + det spildevand der ikke var registreret. I dag er det heldigvis blevet bedre men til gengæld er byerne blevet større og deres overfladevand fra veje og tage er øget voldsomt. Det kan tydelig ses ved kraftige regnbyger. I dag er spildevandet renset bedre men en ting som mikroplast er nu dukket op fra husholdninger og bildæk fra vejene.

Mange af de, der skriver artikler, nævner kun laks, Gudenåcentralen og grøde skæring, og hvad andre ikke gør.

Hvor mange brugere af Gudenåen er det nu der er? Kanosejlere, store lystbåde, robåde, sejlbåde, havkajakker, paddleboard og store fragtskibe og mange andre. Hvor mange Ro-og sejlklubber er der langs åen og hvor mange mennesker bruger ikke åen hver dag både til vands og til lands? Hvor mange insekter, fisk, fugle, planter og dyr er der i søerne og åen og langs med den? Hvor mange nationale landskaber rummer Gudenåsystemet?

Så mit store spørgsmål er, hvem må ikke være her? Er det ænderne der bare skider på folks bådbroer og deres million dyre både? Er det skarverne der æder alle fiskene eller er det tusinder af måger der overnatter og bare skider i vandet ? Er det de irriterende dansemyg der en gang om året kommer frem, så man ikke kan trække vejret? Er det vandremuslingerne, som har spist grønalgerne og meget af den forurening, som vi mennesker har skabt, men som har gjort vandet kildeklart? Er det os, der nyder åen og søerne til hverdag, som ikke må være her?

For år tilbage var Gudenåen et statsvandløb og det burde det være igen. D.N. gik for år tilbage ud med bål og brand og ville tømme søen og genoprette Gudenådalen, som den havde set ud før Tangeværket kom til. Der blev lavet en tyk rapport af Cowi som Åge W. Jensen fonden betalte. Der var bare et par store ting man havde glemt; at Gudenåen allerede, da man man fik pramfart på åen fra Randers til Silkeborg, blev rettet ud og fik fjernet store sten og sand- og mudderbanker for at gøre den sejlbar. Man glemte også, at man selv havde været med til at frede Gudenåcentralen med dæmning, og sidst men ikke mindst at det kostede mange penge, rigtig mange.

Så begyndte man pludselig at ryste på hænderne og sammen med sportsfiskerne kom forslag om at genskabe Gudenåen som et langt omløbsstryg og det kunne finansieres ved at sælge sand og grus. Der var også en ting man havde glemt, at man tidligere måtte opgive at grave sand og grus ved Ans på grund af stort jern og humus indehold, som gjorde det ubrugeligt.

Når man en oktober morgen roer en tur på Tange Sø og ser to havørne sidde i en høj gran, hvor den ene er i gang med at fortære sit morgenmåltid og der kommer store flokke af hvinænder og troldænder hen over vandet, krydret med isfuglen, der kommer strygende og man ser de mange unge svaner, der holder til på søen og når man ser de smukke efterårs farver. Så bliver man glad.

Tænk at der er nogen kloge mennesker, der vil ødelægge det. Så kommer jeg til at tænke på Niels Hausgaard, der synger om dem der vil bestemme ”Om de er de klogeste eller bare de fleste".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Bypedeller er kommet godt i gang

Bjerringbro Avis

Mange puttede varer i vognen

Bjerringbro Avis

25 års jubilæum

Bjerringbro Avis

25 års jubilæum på Grundfos

Bjerringbro Avis

Nyt tag på Gerning Kirke

Annonce