Annonce
Bjerringbro Avis

Ikke så giftigt endda

Annonce

Tirsdag den 2. februar bragte Bjerringbro Avis en artikel med overskriften ”Små vandværker skal nedlægges på grund af giftfund”. Anledningen var, at Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune blandt andet har behandlet to analyser af vand fra Hjermind Skov Vandværk. Analyserne viser et indhold af nedbrydningsrester fra ukrudtsbekæmpelsesmidlet Chloridazon, også kaldet Pyramin, som var lovligt i Danmark indtil 1996, men som stadig er i brug i en række andre lande.

Avisen omtaler disse nedbrydningsrester som ”gift”. Slår man op på lex.dk, hvad ordet gift betyder på dansk, får man for det første at vide, at alle kemiske stoffer i princippet kan være skadelige, hvis man indtager dem i (for) store mængder. Så i princippet kan man omtale næsten alle stoffer - selv almindeligt bordsalt - som gift. Det er ikke forkert, men det er vildledende. Fordi, skriver ordbogen: ”Betegnelsen giftstof benyttes dog normalt som betegnelse for stoffer, som i en vis ringe mængde kan medføre forgiftning”.

Det stof, der er påvist i den største koncentration i vandværkets vand, hedder desphenyl-chloridazon. Grænseværdien for forekomsten i drikkevand af dette nedbrydningsprodukt er sat til 0,1 mikrogram pr. liter. Men Miljø- og Fødevarestyrelsen angiver, at det sundhedsmæssigt er forsvarligt for voksne at drikke vand med et indhold på 300 mikrogram pr. liter, altså 3.000 gange grænseværdien. For børn angives en forsvarlighedsgrænse på 50 mikrogram pr. liter. Eller sagt på en anden måde: Desphenyl-chloridazon er simpelthen ikke giftigt.

Derfor er det ikke bare hysterisk, når avisen skriver om ”gift i vandet”, det er også misvisende. Der er da heller ikke andre, hverken myndigheder eller firmaer, som beskæftiger sig med drikkevandskvalitet, der bruger ordet gift i denne sammenhæng. Så avisen har et forklaringsproblem.

I samme artikel skriver journalisten, at det vil være ”oplagt”, at de brugere, der i mange år har fået vand fra det lille vandværk, i stedet får vand fra det nærmeste offentlige vandværk. Jeg er absolut uenig. Som det fremgår af referatet fra mødet i Klima- og Miljøudvalget, så faldt indholdet af desphenyl-chloridazon i vores vand i løbet af marts og april 2020 fra 1,29 til 1,15 mikrogram pr. liter, altså over 10%. Det forekommer mig derfor at være langt mere oplagt, at vi venter og ser, om ikke indholdet vil falde yderligere, så vi igen kommer under grænseværdien og kan beholde vores vandværk.

Det er stærkt beklageligt, at Bjerringbro Avis udfylder sin rolle som informationsorgan for områdets beboere ved på denne måde ukritisk at sanktionere beslutninger, der tages af kommunen i strid med de involverede borgeres interesse. Antager avisen virkelig, at kommunen er ufejlbarlig?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Grønne sunde spirer er sagen

Bjerringbro Avis

25 år på Grundfos

Bjerringbro Avis

25 år på Grundfos

Bjerringbro Avis

Provsten får ridderkorset

Annonce