Annonce
Bjerringbro Avis

Købmanden i Tange sælger også en tår fra Samsø

Den nye disk lige inden for døren har Sabine Winther Brødsgaard selv designet, og hendes svigerfar har sat den op. Tidligere stod disken i et hjørne, men med den nye placering virker butikklen mere indbydende.Foto: Morten Pedersen
Sabine Winther Brødsgaard efterlyser mere opbakning til den lokale butik.
Annonce

Tange: Selv om Sabine Winther Brødsgaard har boet hele sit voksenliv i Jylland, så fylder barndomsøen Samsø stadig meget i hendes liv. Derfor er hun ekstra stolt over, at hun har fået gin og rom fra firmaet Sams Island Distillery på hylderne i købmandsbutikken Let Køb i Tange, som hun overtog i slutningen af april 2019.

- Normalt sælger firmaet kun til restauranter, men da vi i efterårsferien var på Samsø, besøgte jeg dem. Da jeg havde fortalt om min opvækst på øen og min købmandsbutik, fik jeg som den eneste butik lov til at forhandle deres varer, fortæller hun tydelig rørt over muligheden for at tilbyde noget helt specielt i butikken.

Ialt har hun varer fra tre firmaer på Samsø, og hun har også en aftale om, at Sams Island Distillery skal lave en demonstrationsdag i foråret.

- Der skal noget særligt til for at trække folk til, siger hun, som for længst har opdaget, at det er hårdt arbejde at drive købmandsbutik. Ikke kun er det lange arbejdsdage, det kræver også tålmodighed at få folk til at bruge den lokale købmandsbutik som den foretrukne dagligvarebutik.

Samsø har en stor plads i Sabine Winther Brødsgaards hjerte, og hun er stolt over at kunne sælge varer fra sin barndomsø. Foto: Morten Pedersen
Annonce

70 pakker på en dag

Salget af Samsø-varerne gør det dog ikke alene. Hvis købmanden fortsat skal bestå, så kræver det en større omsætning. Hun glæder sig over både at kunne sælge Lotto og andre spil, og hun har også håndkøbsudsalg fra Bjerringbro Apotek. Hver dag får hun friskbagt brød fra Bakery by Doktor i Viborg.

Senest har hun investeret i en kaffeautomat, så kunderne kan købe en kop kaffe og bruge butikken som et mødested.

- Folk er gode til at komme her, men som det er i øjeblikket ikke nok. De skal købe noget mere, og hvis de folk, som henter en pakke også ville købe lidt, så ville det gøre en stor forskel, siger Sabine Winther Brødsgaard med henvisning til de mange pakker fra netbutikker, som hun udleverer for GLS, Dao og PostNord. På en enkelt dag i december modtog hun 70 pakker.

Som andre supermarkeder har Let Køb også sine tilbud, som er bestemt af Dagrofa.

- Jeg kan ikke konkurrere med Rema 1000, men folk kan få alt her, så de er fri for at starte bilen. Og de skal huske at bruge butikken, og mit nytårsønske er mere opbakning og højere omsætning, siger hun, mens hun hilser på endnu en kunde.

- Jeg kender efterhånden navnene på de fleste kunder, og mange bliver overraskede over, at jeg kan huske deres navne, siger hun med et smil.

I løbet af dagen når hun at sludre med mange.

- Kartoffelmel - skal du bage? lyder det, da næste kunde skal betale sine varer inklusive to poser kartoffelmel.

- Nej det er til hestens dårlige mave, lyder det fra kunden, mens hun pakker varerne sammen.

Annonce

Pluskonto

Som økonomien er lige nu, er der ikke penge til at ansætte fast hjælp. Hun klarer sig med en fast weekendafløser, en praktikant og hjælpsomme veninder og enkelte frivillige, som når der om onsdagen kommer frostvarer.
- Jeg vil jo gerne, hvis der var nogle i byen, som frivilligt kunne give en hånd med, siger hun.
Da hendes mand Martin havde juleferie, hjalp han med at ordne småting, som at montere en butiksklokke i baglokalet, og hendes forældre hjælper gerne med at tage sig af familiens tre børn på seks, 12 og 15 år.
- Det hele var jo nyt for mig, også at bestille varer til helligdagene. Der er meget regnskab og afregning, som jeg ikke har prøvet før. Men jeg er glad for at være her, og det er dejligt at have sit eget, siger Sabine Winther Brødsgaard, som har en fortid som sosu-hjælper og også har arbejdet på fabrik.
En måde at sikre sig trofaste kunder på er en såkaldt pluskonto, som Sabine Winther Brødsgaard introducerede kort efter overtagelsen. Det går ud på, at kunder sætter penge ind, som de kan bruge til at handle for, så købmanden får et større økonomisk råderum.
Opfordringen fra butikken er, at man sætter 3000 kroner ind på kontoen, og hvis man gør det, så deltager man hver måned i lodtrækningen om 1000 kroner til at handle for.
- En del har gjort det, og det sker, at kunderne spørger om det stadig er muligt. Og ja det er det, lyder det optimistisk fra købmanden i Tange.
Firmaet Sams Island Distillery sælger normalt kun sine varer til restauranter, men Sabine Winther Brødsgaard har været så heldig at få dem i købmandsbutikken i Tange. Foto: Morten Pedersen
Sabine Winther Brødsgaards nytårønske er, at flere vil handle i købmandsbutikken i Tange. Foto: Morten Pedersen
Sabine Winther Brødsgaard er glad for at have sit eget, selv om det er lange arbejdsdage. Foto: Morten Pedersen
Foruden dagligvarer har Sabine Winther Brødsgaard blandt andet frisk brød fra Bakery by Doktor i Viborg, Foto: Morten Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Betina og de røde modeletter

Bjerringbro Avis

Stadig plads på tennisbanen

Bjerringbro Avis

Minister besøger Tange Sø

Bjerringbro Avis

Jubilarer på Grundfos

Bjerringbro Avis

Bedsteræs med børnebørnene

Annonce