Annonce
Bjerringbro Avis

Laura er ene kvinde i et mandefag: Jeg føler et kæmpeansvar for dem, der kommer efter mig

24-årige Laura Feline Ebbesen kommer egentlig fra Aarhus. Men for halvandet år siden overtog hun og flyttede ind på en gammel bindingsværksgård i Væth ved Langå, som har været i familiens eje i næsten 200 år. Gården har ganske vist ikke stråtag, men det får den nok på et tidspunkt, siger hun.
24-årige Laura Feline Ebbesen kan til næste sommer se frem til at blive Danmarks første kvindelige tækker i 10 år. Hun lægger hun ikke skjul på, at det har sine udfordringer at være ene høne i ’hanegården’.

Langå: Det var ikke uden bekymringer, da 24-årige Laura Feline Ebbesen for første gang satte sine ben på Den Jydske Haandværkerskole i Hadsten for snart 2,5 år siden.

Som den eneste optagede kvinde på tækkeruddannelsen i en længere årrække, var det ikke bare svært at fremskaffe arbejdstøj og -sko i en størrelse, som kunne passe en petit, ung kvinde inden for et fag, hvor kvinder nærmest aldrig er set. Det var også en svær øvelse for hende som ene kvinde at skabe venskaber på et helt nyt studie og efterfølgende tage de venskaber og pleje dem uden for uddannelsesstedet.

- Mine studiekammerater har altid været rigtig søde, og jeg har for eksempel altid haft nogen at tale med i kantinen, fastslår Laura Feline Ebbesen med en let latter, inden hun fortsætter.

- Men der er slet ikke nogen tvivl om, at jeg nogle gange har manglet den der fællesskabsfølelse, man oplever, når man bliver en del af et nyt studiemiljø.

Annonce

Følte sig overvåget

For det er ikke let at være ene kvinde i ’hanegården’. Slet ikke, når man som Laura Feline Ebbesen er den første kvinde i 10 år, der begiver sig ind i det mandsdominerede tækkefag.

Laura Feline Ebbesen kan rigtig godt lide det faktum, at tækkerør er et formbart materiale, som gør det muligt at være kreativ med måden, hvorpå tækkeproduktet skal se ud. Desuden er der noget fokus på finesse og kælen for detaljen i faget, som hun sætter stor pris på. Foto: Annelene Petersen

- Jeg har helt sikkert følt, at jeg har skullet bevise, at jeg er værdig til i det hele taget at have titlen som tækker. Alene fordi jeg er kvinde. Og jeg har ofte siddet med følelsen af at blive holdt øje med, siger hun.


Jeg har helt sikkert følt, at jeg har skullet bevise, at jeg er værdig til i det hele taget at have titlen som tækker. Alene fordi jeg er kvinde. Og jeg har ofte siddet med følelsen af at blive holdt øje med.

Laura Feline Ebbesen, tækkelærling


Alligevel er hun fortsat uden at kny. Blandt andet fordi den unge tækkerlærling har følt et kæmpe ansvar for de kvinder, der måske godt kunne tænke sig at gå i hendes fodspor.

- Altså, hvis jeg fejler, så fejler jeg ikke bare på egne vegne – mine fejl kan også betyde, at jeg måske lukker nogle døre for andre kvinder, der kunne have lyst til at søge ind i branchen. Og det ønsker jeg ikke, siger Laura Feline Ebbesen.

- Når man tager en håndværkeruddannelse, så er det min holdning, at man lærer et internationalt sprog. For tækkerfagets vedkommende er det jo et håndværk, der bliver brugt i mange lande, og derfor vil det også give mig muligheden for at komme ud at rejse med det, siger Laura Feline, der allerede har været i Japan med Tækkelauget, som er den eneste tækkemandsforening i Danmark. Foto: Annelene Petersen

- Men samtidig har jeg også en følelse af at kunne være en inspirationskilde for andre kvinder, der overvejer at gå i gang med uddannelsen som enten tækker eller en af de andre uddannelser, hvor der ikke er så meget historik i forhold til at have kvinder blandt de studerende, fortsætter hun.

Annonce

Fra danser til byggebisse

Egentlig lå det slet ikke i kortene, at 24-årige Laura Feline Ebbesen skulle give sig i kast med en erhvervsuddannelse inden for byggeribranchen. Faktisk har hun i flere år troet, at hun skulle gøre sig i en helt anden branche. Nemlig som professionel danser.

Men selvom dansen stadig i dag er en stor del af hendes liv, så føler den unge kvinde, at hun i dag er landet på den helt rette hylde.

- Tækkeruddannelsen rummer mange af de interesser, jeg har. Jeg har altid været meget aktiv og følt en glæde ved at være aktiv, og den glæde ville jeg gerne have med ind i mit studie- og arbejdsliv. Derfor passer den måde, man arbejder og lærer og bruger kroppen på i tækkefaget, rigtig godt til mig, siger hun.

Laura Feline Ebbesen er en kvinde fuld af farver. Hun elsker at danse, og så er hun en del af fællesskabet Boss Ladies, som har sat diversiteten på erhvervsuddannelserne på dagsordenen og søger at stimulere piger og unge kvinders interesse for at uddanne sig inden for bygge-, anlægs- og installationsbrancherne. Foto: Annelene Petersen

Laura Feline Ebbesen fortæller desuden, at noget andet, der tiltaler hende, er det bæredygtige element ved faget.

- Det er ret tilfredsstillende at lave et stykke arbejde, der både er godt for naturen, godt at bo under og som holder i rigtig mange år. Jeg synes, det er ret vildt at tænke på, at jeg formentlig aldrig skal ud at lave det samme tag to gange. For et ordentligt lavet stråtag skulle gerne have en levetid, der er lige så lang som mit arbejdsliv, siger hun.

Annonce

Farvel til ensomheden

I dag mangler Laura Feline Ebbesen et enkelt år af sin uddannelse, før hun med rette kan kalde sig den første kvindelige tækker i 10 år.

Hun er i øjeblikket i lære hos Tækkemand Søren Fur i Ebeltoft, hos hvem hun passer sit arbejde på lige fod med sine mandlige kolleger.

Problemet med de manglende venskaber på studiet har hun også fundet en løsning på. I mere end to år har den danseglade tækker nemlig været en del af projektet Boss Ladies, der har til formål at stimulere pigers og unge kvinders interesse for at søge ind på håndværksfag, som i dag primært tiltrækker drenge og mænd.

- Der er ingen tvivl om, at Boss Ladies er blevet det fællesskab, som jeg manglede, da jeg startede på Den Jydske Haandværkerskole. Alle de kvindelige kolleger, jeg ikke har på min uddannelse, har jeg i Boss Ladies, siger Laura Feline Ebbesen.

Der er fuld smæk på farverne i Laura Feline Ebbesens entré på gården i Væth. De pink glimmersko, der ses midt i billedet, havde hun for eksempel på sammen med en guldkjole med lyserøde ærmer, da hun og Boss Ladies i efteråret var inviteret til at tale i det danske udenrigsministerium. Bare fordi man er i lære som tækker, behøver man jo ikke at skjule at man også er kvinde med stort K. Foto: Annelene Petersen

Hun bruger derfor ret meget tid på at mødes med de andre piger og kvinder i netværket – selvom det ganske vist mest sker via en computerskærm i øjeblikket. Og så stiller hun gerne op for at fortælle om sig selv og på den måde inspirere andre unge kvinder til at tage en håndværkeruddannelse.

- Da jeg selv startede som tækker, ville jeg gerne have haft en Boss Lady at spørge til råds. På den måde føler man sig ikke helt så alene i verden, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Orgelkoncert i Bjerringbro Kirke

Bjerringbro Avis

Grønne sunde spirer er sagen

Bjerringbro Avis

25 år på Grundfos

Bjerringbro Avis

25 år på Grundfos

Annonce