Annonce
Bjerringbro Avis

Martin driver to virksomheder, hjemmepasser sine børn og arbejder kun 15 timer om ugen

- Dybest inde i mig er der en lyst til hele tiden at vinde mere tid til at nyde roen, til at have frihed og ikke mindst til at være sammen med vores drenge. Så jeg tror nærmere, at næste skridt bliver, at jeg trækker mig lidt mere, siger Martin Rytter Handberg, der driver virksomhederne Funky Forest og Korrekturselskabet. Foto: Christian Gnutzmann
Martin Rytter Handberg har fundet opskriften på at drive virksomhed og hjemmepasse sine børn på samme tid. Hovedingrediensen er ro.
Annonce

Langå: På en skråning ned til Langå Sø sidder Martin og nyder roen.

Med to virksomheder og to små drenge, der bliver hjemmepasset af Martin og hans kone Mette, er der brug for at nyde roen, når den er der. Og det gør Martin. Måske også mere end mange andre.

For selvom han driver to virksomheder, bestræber han sig på, at den daglige arbejdstid skal ligge på to-tre timer. Det samme gælder for Mette, der er med til at drive forretningerne. Det lyder ikke som prototypen på et iværksætterpar, men det fungerer for familien Rytter Handberg.

- Pengene er selvfølgelig nødvendige, men for os handler det ikke om at blive stenrige. Det går fint i begge vores firmaer, men det er ikke bundlinjen, der er afgørende for os. Det er roen og tiden til os selv og vores drenge, der er gevinsten, siger Martin Rytter Handberg.

Og det med roen er vigtig. Det er ikke bare noget, Martin forsøger at finde så meget af som muligt hver eneste dag. Det er også det, der giver mad på bordet. For den ene af de to virksomheder sælger netop ro.

Firmaet hedder Funky Forest, og her kommer gæsterne for at få ro. I en hytte i en trætop på skråningen ned til Langå Sø tjekker gæsterne ind for at overnatte og koble af fra hverdagens strabadser.

- Vi har plads til én gruppe ad gangen, så det er meget mere privat og afstressende end et hotel eksempelvis, hvor der også er mange andre gæster, siger Martin Rytter Handberg.

Annonce

Alternativ til hamsterhjulet

De har også prøvet det andet. Der hvor der ikke er så meget ro. Det som Martin kalder hamsterhjulet. Den rutine, som mange familier lever i, hvor forældrene har hver deres job, og børnene måske går i forskellige institutioner. Inden Martin og Mette fik børn, var der knald på arbejdslivet, for de havde et par virksomheder, der skulle bankes i gang.

Men nu hvor virksomhederne er etablerede, skal de ikke tilbage til hamsterhjulet.

- Det er på ingen måde en kritik af den måde, andre lever deres liv på. Jeg kender mange, der lever sådan, og jeg synes, det lyder spændende, og jeg har stor respekt for dem.

- Det passer bare ikke ind i vores liv og vores værdier, siger Martin Rytter Handberg.

Udover Funky Forest driver Martin firmaet Korrekturselskabet, der laver korrektur og oversættelse for både studerende og erhvervslivet. Der er godt gang i begge butikker. Trætophytten i Funky Forest er booket indtil maj næste år, og der bliver rettet kommaer som aldrig før i Korrekturselskabet.


Det handler om at finde en balance. Det er ikke meningen, at virksomhederne skal være store med masser af medarbejdere. Det er meningen, at vi skal kunne tjene penge nok til at kunne leve, som vi gerne vil, og ikke mere end det.

Martin Rytter Handberg


Det kunne nok få de fleste virksomhedsejere til at så på, hvordan man kunne udvide og dermed få bundlinjen til at vokse. Men den slags er ikke på tegnebrættet.

Annonce

Fra Uruguay til Langå

- Dybt inde i mig er der en lyst til hele tiden at vinde mere tid til at nyde roen, til at have frihed og ikke mindst til at være sammen med vores drenge. Så jeg tror nærmere, at næste skridt bliver, at jeg trækker mig lidt mere, siger Martin Rytter Handberg.

Selvom der ifølge Martin Rytter Handberg var gode muligheder for at bygge flere trætophytter, er det ikke en meningen, at der skal laves flere. Fokusset ligger i stedet på at bevare roen. Foto: Funky Forest.

I begge virksomheder er der ansat folk til at hjælpe med den daglige drift, så Martin og Mette kan have hænderne mest muligt fri til at dyrke deres værdier.

- Det handler om at finde en balance. Det er ikke meningen, at virksomhederne skal være store med masser af medarbejdere. Det er meningen, at vi skal kunne tjene penge nok til at kunne leve, som vi gerne vil, og ikke mere end det, siger Martin Rytter Handberg.

Martin er født og opvokset i Holstebro, hvor han også har passet sin skolegang. Da han havde fået sin studenterhue, hev han teltpløkkerne op og rejste til Uruguay i ni måneder.

Klicheen om en dannelsesrejse efter gymnasiet blev til virkelighed for Martin, der fik lov at se verden med helt andre øjne. Det fik ham til at parkere ideen om et fremtidigt lønmodtagerjob fra 8-16.

- Jeg arbejdede på et krisecenter, hvor der var nogle mennesker med helt andre muligheder, end vi er vant til at have. Det fik mig til at stoppe op og tænke over, hvad jeg ville. Jeg valgte med hjertet, uden den store plan for fremtiden, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Pølsevognen fylder 100 år

Bjerringbro Avis

Nyholm-skulptur på plads

Bjerringbro Avis

Sønderbro i stjerneskær

Annonce