Tange: Tange Sø og Gudenåcentralen har gennem årene haft besøg af mange ministre. Mandag 10. august er det miljøminister Lea Wermelin (S), som kommer på feltbesøg ved Tange Sø.
Hun er inviteret af de to midtjyske folketingsmedlemmer Andreas Steenberg (B) og Kristian Pihl Lorentzen (V).
Besøgets formål er, at ministeren kan besigtige forholdene ved Tange Sø og Tangeværket sammen med lokale interessenter fra Danmarks Naturfredningsforening, Bjerringbro Sportsfiskerforening, Foreningen til Bevarelsen af Tange Sø og ejerne af Tangeværket (energiselskabet Norlys). Desuden bliver der mulighed for at drøfte fordele og ulemper ved de foreliggende forslag til løsninger ved Tange Sø til efterlevelse af EU’s Vandrammedirektiv, herunder tømning af søen, etablering af en lang kanal udenom søen til Gudenåens vand samt Tangestryget.
- Besøget er et udtryk for rettidig omhu, idet søens fremtid er i spil til december 2020, hvor miljøministeren kommer med regeringens indstilling til, hvad der skal ske med Tange Sø, lyder det i en pressemeddelelse fra Kristian Pihl Lorentzen (V), som om nogen har arbejdet for at finde en løsning for Tange Sø.
Kristian Pihl Lorentzen (V), medlem af FolketingetBesøget er et udtryk for rettidig omhu, idet søens fremtid er i spil til december 2020
Besøget starter ved Gudenaacentralen, hvor der efter en kort briefing er besigtigelse af Tangeværket og den eksisterende faunapassage.
Derfra går gæsterne til Fiskerhuset, hvor der er indlæg af Danmarks Naturfredningsforening Viborg, Bjerringbro Sportsfiskerforening,og Foreningen til Bevarelse af Tange Sø. Mødet slutter med en uformel drøftelse med ministeren.
Seneste ministerbesøg ved Gudenaacentralen var, da daværende miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) var der i december 2018, hvor han som sine forgængere fik forklaret konflikten mellem de, som vil gøre mere for lystfiskerne, og de som vil bevare Gudenaacentralen, som den er.
Det er især planerne for en ny faunapassage med et omløbstryg på 2,4 kilometer i plantagen ved Gudenaacentralen, som der er fokus på. Ved besøget kaldte folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen (V) sagen om Tange Sø for det midtjyske søslag. I samme humoristisk øjeblik lod Ellemann-Jensen forstå, at hvis man kan løse konflikten ved Tange Sø, så kan man også klare konflikten Jerusalem-Palæstina.