Annonce
Bjerringbro Avis

Når julen starter i september

Stefan og Ania Denice Jensen sammen med deres lille datter Lærke. Foto: Christine Krüger Hansen
Familien Jensen tænker hele året på julepynt, og allerede i september sættes de første lyskæder op.
Annonce

Hjermind: Ania Denice og Stefan Jensen havde kun boet i deres hus på Tingstedvej  i en måneds tid, da de en novemberdag var ude at handle i Netto og faldt over en lyskæde på 50 meter, som de blev enige om ville se godt ud på husets gavl. Kort tid efter opdagede de, at man også kunne købe lyskæder i henholdsvis rød, grøn og blå. Dem købte de 10 af hver, og siden har parret ikke kigget sig tilbage.

I år er det fjerde år, hvor huset, der ligger i det første sving, når man kører ind i Hjermind fra østsiden, lyser op med alt sit julepynt, og for hvert år bliver der bare endnu mere at kigge på.

Ud over at selve husets tag, gavle og sider er optegnet med lyskæder, vinduerne indrammet af granguirlander, og murene er blevet påmonteret klokker, stjerneskud med mere, så vælger familien Jensen også at indlemme haven og indkørslen i den store juleudstilling.

- Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi begge to er rigtig glade for jul, og så hygger vi os med at sætte det op og få ideer til næste år, siger Ania Denice Jensen, mens hun kigger på Stefan og smiler.

Familien Jensens julehus ligger på Tingstedvej i Hjermind. Foto: Christine Krüger Hansen

Parret går allerede nu med nye ideer til næste jul.

- Vi starter med at sætte julepynt op i september, men tanker omkring fremtidig julebelysning går vi med hele året. Der er dog også ideer, der kun når til tegnebrættet - som ideen om at sætte en kane og fire rensdyr, vel og i mærke i fuld størrelse, op på taget, siger Stefan Jensen og griner.


Vi har bygget snemændene og gaverne af hønsetråd og så vinklet dem ind i lyskæder, og nordpolen har jeg sat sammen af en staldlampe og et kloakrør, som vi har malet og lakeret

Stefan Jensen, Tingstedvej i Hjermind


Indtil nu har parret haft al julepynten gemt på loftet, men der er kommet for meget, og fra i år skal det hele gemmes væk i et rum dedikeret til det hos Anias bror.

Det, der gør det pyntede hus i Hjermind lidt særligt, er, at Ania og Stefan Jensen også har inddraget haven og carporten.

Således er carporten blevet omdannet til julemandens stald, og blandt stablede halmballer står de lysende rensdyr, mens julemandes tøj og støvler hænger til tørre på en snor.

Det er ikke kun huset der er pyntet. Også haven er inddraget. Foto: Christine Krüger Hansen

- Vi synes, det er sjovt, men vi gør det først og fremmest for at skabe julestemning og glæde andre. Vi kan se, at mange bilister tager farten af, når de kører forbi huset, og det er fedt at se børnene spærre øjnene op i forundring, siger Stefan Jensen.

I haven har Stefan og Ania bygget en familie af snemænd, der er omgivet af grøntlysende juletræer. Desuden står der en lysende nordpol og en stabel af  gaver.

- Vi har bygget snemændene og gaverne af hønsetråd og så vinklet dem ind i lyskæder, og nordpolen har jeg sat sammen af en staldlampe og et kloakrør, som vi har malet og lakeret, fortæller Stefan Jensen.

Annonce

Det nye Hinnerup

Han er også ophavsmand til et lille bål, der står og ulmer. I virkeligheden er det to bunde fra colaflasker, der er sat sammen omkring en flammepære og derefter omgivet at noget brænde.

Det skorter ikke på kreative ideer på Tingstedvej. Foto: Christine Krüger Hansen

Stefan Jensen er uddannet og arbejder som tømrer, så det med fingersnilde ligger til ham, men også Ania er kreativ og elsker at finde på nye sjove ideer.

Familien har dog været nødt til at hænge et skilt op med regler om adgang og samtidig informere om, at huset og grunden er overvåget.

- Vi oplevede desværre i 2018 at blive udsat for hærværk. En sen aften kom nogen forbi i en bil og besluttede sig for at rive både vores lyskæder og granguirlander over, fortæller Stefan Jensen.

Huset på Tingstedvej er ikke det eneste i Hjermind, der fejrer julen med masser af udendørs belysning. På Hjermind Byvej bor Rolf og Torrild, og de har i mange år pyntet op i stor stil både inde og ude.

Stefan og Ania Jensen afviser dog, at de to julehjem ligger i krig.

- Nej vi snakker godt sammen, og faktisk så har vi fået den julemand, der kigger ud af vores vindue i gavlen fra Rolf og Torrild, fordi de ikke mere havde plads. Og ja, så håber vi lidt på, at ideen med at julepynte husene vil brede sig, så Hjermind kan blive det nye Hinnerup, siger parret med et smil.

På 1. sal kigger julemanden ud af vinduet. Foto: Christine Krüger Hansen

Julelysene på Tingstedvej tændes normalt klokken fire om eftermiddagen, og vil man  se flere billeder af huset, så har Ania Denice Jensen oprettet en facebook-side, der hedder Familien Jensens julelys, hvor man kan følge med i alle julerierne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Bjerringbro Avis

Farvel til afdelingsdirektør

Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Pølsevognen fylder 100 år

Bjerringbro Avis

Nyholm-skulptur på plads

Annonce