Annonce
Bjerringbro Avis

Når man bare elsker ost

Foruden oste er der masser af spændende delikatesser at vælge blandt i forretningen, så man kan anrette det perfekte ostebord eller en lækker tapasplatte.

Taul Mejeri producerede engang ost. Nu er mejeriet omdannet til en lækker forretning, der kan gøre enhver osteelsker blød i knæene. Og en måned efter åbning har kunderne virkelig taget butikken til sig.

Annonce

Taul: Der er snart gået to måneder, siden Mammen Mejeri flyttede sin ostebutik fra mejeriet i Mammen til det gamle mejeri i Taul, hvor der før blot blev anvendt de noget slidte bygninger til at lagre nogle af mejeriets oste i.

Lørdag 1. december slog man dog dørene op til en vildt lækker forretning, der, indrettet på rustik vis, virkelig får sat den perfekte ramme for de mange skønne oste, der kommer i så mange forskellige varianter.

Bag disken i butikken, der har fået navnet Mammen Ost & Deli, står butiksbestyrer Dorte Snedker Halvorsen, og hun kan næsten ikke få armene ned efter den modtagelse, butikken har fået af kunderne.

- Vi havde besøg af 300 mennesker på åbningsdagen, og det var vel og mærke mellem klokken 9 og 13, så der var virkelig fart på, siger hun og smiler glad.

Hun er selv både meget stolt, ydmyg og taknemmelig for den store opbakning butikken har fået, og det kan hun i den grad også tillade sig, for det er også Dorte Snedker Halvorsen, der står bag indretningen af butikken samt valg af inventar - noget hun virkelig har lagt en masse energi og tankevirksomhed i.

Her er meget at vælge i mellem, og de lækre oste har fået den perfekte ramme at boltre sig i.
Annonce

Osteevents

Det højloftede lokale kan ikke skjule, at det engang har været et fungerende mejeri, og den rustikke indretning, der tæller tidligere ostereoler, gamle flødeflasker af glas samt mælkejunger, er med til at understrege atmosfæren og fortælle den gode historie om Mammen Ost.

- Jeg elsker simpelthen alle de gamle ting, og har også sagt til mejeriet, at det endelig ikke må smide de gamle effekter, der ligger rundt omkring, ud, siger Dorte Snedker Halvorsen og griner.

Under de store lamper, der tydeligt har et industrielt tilsnit, står et fransk langbord med tilhørende skamler, hvor kunderne kan slå sig ned.

Her kan de prøvesmage nogle af ostene, og planen er også, at der på sigt skal være forskellige events, hvor osten naturligvis spiller en førende rolle.

- Jeg forestiller mig for eksempel en lørdag formiddag med portvinssmagning og ost, siger Dorte Snedker Halvorsen, der så småt er begyndt at indgå aftaler med lokale leverandører af diverse specialiteter - inklusiv portvin.

Det gamle mejeri tilbyder masser af plads og kunderne kan således sætte sig og nyde en smagsprøve.
Annonce

Turkis ost

For hende passer det rigtig godt ind i konceptet med den lokalt producerede ost, at der også er andre lokale varer på reolerne.

Ostebutikken byder også på en delikatessedel, hvor det er tapasanretninger, der er i centrum, og derfor kan man på hylderne finde en masse specialiteter, der går godt med ost.

- Vi vil gerne servicere området med tapasplatter til alle mulige festlige lejligheder samt møder eller bare en hyggelig fredag aften i familiens skød, og det er uanset, om man er to eller 100, siger Dorte Snedker Halvorsen og tilføjer, at man såmænd også bare kan komme forbi og selv købe de varer, der skal bruges, hvis man selv vil sætte det sammen.

Ingredienserne har butikken altid på lager, for der er ikke langt, kilometermæssigt, fra produktion til forretning. Et par af Mammen Mejeris oste bliver sågar stadig modnet på Taul Mejeri.

Det store kølerum er således fyldt med en lang række oste, der produceres i Mammen, Drøsbro, Søvind og Onsild, og den store montre i selve forretningen har et stort udvalg af oste - sågar i forskellige farver. Især en turkisfarvet ost skiller sig ud - men den flankeres dog også af en orange og en grøn af slagsen.

- Det er en Gouda pesto-ost, der er tilsat lavendel, siger Dorte Snedker Halvorsen og smiler.

Selv elsker hun ost - også mere end de fleste. Det indrømmer hun.

- Men sådan skal det vist også være, hvis man arbejder i en osteforretning, siger hun og tøver kun lidt, inden hun får talt sig frem til, at hun nok altid har mellem seks og 10 forskellige oste derhjemme i køleskabet.

Det bedste er ifølge hende en fredag aften med tapas, ost og rødvin sammen med dem, man holder af.

- Det er da livskvalitet - og jeg plejer at sige, at kærlighed og kvalitet går hånd i hånd - et udsagn der også passer på Mammen Ost, siger Dorte Snedker Halvorsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Bjerringbro Avis

RenStil i Langå

Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Indvielse: "Broen er en gave"

Bjerringbro Avis

Betina og de røde modeletter

Bjerringbro Avis

Stadig plads på tennisbanen

Bjerringbro Avis

Minister besøger Tange Sø

Bjerringbro Avis

Jubilarer på Grundfos

Annonce