Bjerringbro: I mange år var Torvegade 6 et travlt sted. Her lå HP Elforretning, der gjorde alt i belysning samt små og store el-apparater. Siden lå bygningen tom i et stykke tid, indtil Kunst & Loppe de Luxe rykkede ind i de store lokaler, der i mange år har haft både for- og bagindgang.
To år senere, i 2017, blev ejendommen solgt til Johnny Tougaard og kort tid efter rykkede først Loppe de Luxe og senere også det, der blev til "Kunstværket" ud.
Johnny Tougaard er ejendomsmægler og indehaver af CD Bolig, der ligger i Nørregade, men han er også ejendomsinvestor, og han kunne se muligheder i ejendommen.
Efter at han overtog ejendommen, har den ligget tom i adskillige år, men nu er håndværkerne rykket ind, og det første, der bliver arbejdet på, er underetagen.
- Stueetagen bibeholdes til erhvervsmæssig brug efter en omfattende renovering. Jeg påtænker at flytte min nuværende ejendomsmæglerbutik fra Nørregade 24 til de nye lokaler på Torvegade i starten af det nye år, såfremt ombygningen går som forventet, siger Johnny Tougaard.
Johnny Tougaard, ejendomsmægler og investorJeg har med vilje valgt at have facade ud mod p-pladsen, fordi jeg synes det giver bedst synlighed for mig, hvorimod en forretning med varer, med garanti helst vil ligge ud mod gågaden
Underetagen er ret stor, og derfor bliver den delt op i to, således at CD Bolig får facade ud mod parkeringspladsen, mens det andet lokale lejes ud som kontor eller andet liberalt erhverv.
- Mulighederne er mange. Det kan være kontor, liberalt erhverv, klinik eller butik, siger Johnny Tougaard og fortsætter:
-Min plan er, at min kommende mæglerbutik skal have facade og indgang ud mod den store parkeringsplads og fylde halvdelen af lokalet i stueplan. På den måde får jeg en butik, der har samme fysiske størrelse som min nuværende butik, der passer perfekt til vores behov.
Lejlighed på 1. sal
I hver af de nye lokaler i underetagen bliver der i forbindelse med renoveringen indsat både køkken og badeværelse, og i ejendomsmægler-kontoret bliver der også et ekstra mødelokale.
- Jeg har med vilje valgt at have facade ud mod p-pladsen, fordi jeg synes, at det giver bedst synlighed for mig, hvorimod en forretning med varer med garanti helst vil ligge ud mod gågaden, siger Johnny Tougaard.
Han planlægger at flytte ind straks i det nye år, og der skulle det andet lokale også stå klar.
Etagen ovenpå skal ombygges til beboelse, og Johnny Tougaard satser på, at lejligheden stå klar i foråret.
Endnu er der blot ført vand og strøm op igennem etageadskillelsen samt målt op, hvor de nye vægge skal sættes op.
- Lejligheden bliver på 80 kvadratmeter, og så bliver der adgang til en fin tagterrasse, fortæller Johnny Tougaard, der har måttet vente et godt stykke tid på at få en byggetilladelse, før han kunne sætte håndværkerne i sving.