Annonce
Bjerringbro Avis

Ny sorggruppe: Her får man lov til at være i sorgen

Hanne Krarup tænder et lys for sin mand Jan Buchardt Larsen, der døde pludseligt for et par år siden. Foto: Morten Pedersen
Hanne Krarup mistede pludselig sin mand og havde svært ved at bære sorgen. Hun fik hjælp i en sorggruppe - og nu vil hun, sammen med præst Anna Rask Lauridsen, gerne hjælpe andre på samme måde.
Annonce

Bjerringbro: Døden og den efterfølgende sorg kan være svær at håndtere og tale om. Vi skal alle dø - og vi kommer alle til at miste. For nogen kommer det som et chok, for andre er det ventet.

For Hanne Krarup kom det som lyn fra en klar himmel, da hun mistede sin mand Jan Buchardt Larsen for nu to år og syv måneder siden.

Hun og Jan havde deres fremtidige otium i Italien planlagt, huset var købt, og der var kun et par uger til, at de skulle flytte derned, da Jan under en køretur pludselig falder sammen, og inden ambulancen når at komme frem, er død af en sprængt pulsåre i hjernen. Han var 64 år gammel.

Tilbage stod Hanne Krarup. Den fælles drøm om at bo i Abruzzo var væk, og udover savnet stod hun også med en følelse af skyld - for havde hun sagt nok gange, at hun elskede Jan.

- I starten havde jeg det som om, jeg var i en glasboble. Det var børnene, der stod for det praktiske med mig på sidelinjen, fortæller Hanne Krarup.

Hun mindes, at alle i hendes omgangskreds, både venner og familie, var lydhøre overfor hendes sorg.

Sognepræst hos Sahl og Gullev Kirke, Anna Rask Lauridsen og Hanne Krarup, der har mistet sinmand, er ved at starte en sorggruppe op i Bjerringbro. Foto: Morten Pedersen

- Du skal bare komme forbi og snakke og bare græde, hvis du har behov for det, sagde de alle til mig, men efter et stykke tid følte jeg faktisk ikke, at jeg kunne blive ved med at belemre dem med min sorg, fortæller hun.

Annonce

Kaffemøde

- Jeg gik til en psykolog, men det virkede ikke rigtig for mig. Der kom for meget fokus på, at jeg skulle vente med at starte på arbejde igen, men jeg havde netop brug for at komme i gang, for her havde jeg rigtige gode kollegaer og veninder, som hjalp mig med at få en normal tilværelse igen, fortæller hun, der dengang arbejdede på Skovvænget i Bjerringbro som social- og sundhedsassistent.

Derfor nærmest sprang hun op af stolen og ud, da hun så en annonce i ugeavisen - der reklamerede med opstart af sorggruppe.

- Jeg troede jo, det allerede var ugen efter, men det viste sig, at det først var en måned senere. Men der stod allerede tre andre damer og trippede, så vi valgte at gå ned og drikke en kop kaffe - og så var vi ligesom i gang, siger Hanne Krarup med et smil.

I dag er den sorggruppe, hun meldte sig ind i, blevet til en hyggegruppe, der stadig mødes til et glas vin eller en kop kaffe. Men oplevelsen har betydet så meget for Hanne Krarup, at hun sammen med sognepræst i Sahl og Gullev Kirke, Anna Rask Lauridsen er ved at oprette en sorggruppe i Bjerringbro.

Det at være i en sorggruppe betød meget for Hanne Krarup. I dag kan hun smile igen, også selv om hun både savner og tænker på sin mand Jan hver dag. Foto: Morten Pedersen

- Det er noget, vi har talt om i lang tid. Jeg ved, at det har været et stort ønske, at der er et sted man kan gå hen og tale med ligestillede om sin sorg, siger præst Anna Rask Lauridsen.

Det forventes, at gruppen starter op til januar, men der er endnu ingen startdato, da man venter til holdet er fyldt op.


Jeg kan i hvert fald sige, at selvom jeg betegner mig som almindelig kristen, så var jeg udvandret med det samme, hvis Steen Andreassen, der er stiftspræst for diakoni, og som stod for den sorggruppe jeg deltog i, var begyndt at tale om, at det var guds mening ,at Jan døde

Hanne Krarup, stifter af sorggruppe i Bjerringbro


- Vi mener, at der er plads til otte deltagere. Meningen er, at man mødes hver anden uge i nogle timer, fortæller Anna Rask Lauridsen.

Her får deltagerne lov til at fortælle deres historie - helt uden afbrydelser.

- Hver deltager er på sin egen ø. Når den enkelte fortæller om den sorg og den hverdag, de lever med og i, må der ikke afbrydes. Andre deltagere må godt spørge ind, men de må ikke begynde at fortælle om deres egen "ø", forklarer Hanne Karup, der sammen med Anna Rask Lauridsen  især de første gange, skal fungere som facilitatorer.

Annonce

Befrielse

På møde nummer to tales der om bisættelsen og begravelsen.

- Der er mange praktiske gøremål omkring et dødsfald, og nogle gange er det svært at få lov til at være i sorgen. Men det er godt at tale om det efterfølgende, siger Hanne Krarup, og kalder det en befrielse at være sammen med ligestillede.

- Det er følelsen af at være genkendt - at kunne spejle sig i andres sorg - Hanne taler om, siger Anna Rask Lauridsen og fortsætter:

- Opfattelsen af sorg har ændret sig meget i løbet af tiden. For 100 år siden sagde Freud for eksempel,  at sorgen var en fase, som man blot skulle komme over, så man kunne vende tilbage til hverdagen, men sådan tænker man ikke i dag, siger Anna Rask Lauridsen.

Anna Rask Lauridsen skal sammen med Hanne Krarup fungere som facilitator ved sorggruppen. Foto: Morten Pedersen

Den holdning kan Hanne Krarup nikke genkendende til.

- Sorgen bliver et nyt livsvilkår, noget man skal lære at bære med sig, og i sorggruppen fandt jeg modet til at se det liv, man trods alt er så heldig at have. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Jan, men nu er det mere de gode minder, jeg vender tilbage til, og jeg smiler  også hver dag, for man skal også passe på, at man ikke kommer til at dyrke sorgen, siger Hanne Krarup.

Hun er ikke i tvivl om, at sorggruppen har haft stor positiv indflydelse på hendes liv efter Jans død.

- Det har gjort noget ved mig mentalt at dele min sorg med mennesker, der har det ligesom mig, og det er derfor, jeg i dag kan "være" i andres sorg. Det handler om at turde være i den svære samtale, siger Hanne Krarup, og smiler lidt over over at bruge den lidt slidte, men måske meget sande, frase.

Hanne Krarup er ikke mere religiøs end de fleste, og samarbejdet med præsten og kirken har intet missionerende over sig.

Annonce

Sorgkorps

- Det her handler ikke om, at vi fra kirkens side vil presse noget ned over hovedet på nogen. Men jeg synes, at vi i kirken allerede har et sprog, der håndterer sorg, det er en del af vores arbejde, og jeg har da også overvejet, om der skulle en form for forkyndelse ind over sorggruppen, men er nået frem til, at det er forkyndelse nok i sig selv at sidde i et fællesskab og bære sorgen, siger Anna Rask Lauridsen.

Hanne Krarup er enig.

- Jeg kan i hvert fald sige, at selvom jeg betegner mig som almindelig kristen, så var jeg udvandret med det samme, hvis Steen Andreassen, der er stiftspræst for diakoni, og som stod for den sorggruppe jeg deltog i, var begyndt at tale om, at det var guds mening,  at Jan døde, siger Hanne Krarup.

Anna Rask Lauridsen nikker forstående.

- For mange er det rigtig svært at være i noget, der ikke giver mening, det er nærmest blevet folkereligiøsitet, at ting skal give mening, siger hun.

Hun og Hanne Krarup arbejder også på, foruden sorggruppen at få stablet et korps af frivillige på benene. De frivillige kan tage ud og tale med den, der har mistet kort efter, det er sket.

- Det skal være et tilbud, som kan gives til den efterladte af lægen, bedemanden, præsten eller plejepersonale. De kan henvise til et sorgkorps eller udrykningshold, der består af mennesker, der har været i samme situation, fortæller Anna Rask Lauridsen.

Og Hanne Krarup er klar til at stille op.

- For mit vedkommende ville jeg forfærdeligt gerne have haft, at der var én, der ringede på min dør efter, at Jan døde. Jeg kendte ikke nogen, der havde mistet som mig - og i den situation er det svært at være udadvendt og opsøgende - samtidig med at der også en del mennesker, der finder det grænseoverskridende at tale om sorg og død, siger Hanne Krarup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Bjerringbro Avis

Farvel til afdelingsdirektør

Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Pølsevognen fylder 100 år

Bjerringbro Avis

Nyholm-skulptur på plads

Annonce