Annonce
Bjerringbro Avis

Stole, springmadrasser og lys måtte ned igen

Pedel Ole Mortensen havde fredag eftermiddag stablet stole og plader til ekstra podier til tilskuerne ned igen. Foto: Uffe Salomonsen
Risikoen for smitte med coronavirus betød fredag eftermiddag, at DGI´s store gymnastikopvisning, der skulle strække sig over hele weekenden i Bjerringbro, blev aflyst med kort varsel.
Annonce

Bjerringbro: Hallerne i Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter stod fredag eftermiddag klar til weekendens store indtog af gymnaster.

Her skulle 3000 gymnaster fra en række gymnastikforeninger og flere efterskoler på gulvet henover weekenden, og omkring 3500 publikummer samles i Bjerringbro-hallerne til DGI´s store årlige gymnastikopvisning. Men da statsminister Mette Frederiksen (S) fredag anbefalede, at arrangementer med over 1000 deltagere blev aflyst på grund af bekymring for smitte og spredning af coronavirus, fulgte DGI trop og aflyste weekendens store opvisning.

Så i Bjerringbro begyndte man derfor allerede sent fredag eftermiddag at pakke det store setup til opvisningen ned igen.

- Det er da superærgerligt. Vi har godt nok vores egen opvisning snart, men på den måde mister vi jo en opvisning og chancen for at få gymnasterne på gulvet en ekstra gang, sagde Mette Slotø, der er formand for lokale BIF Gymnastik.

Foreningen har 650 medlemmer og skulle have haft 8-9 hold på gulvet i løbet af weekenden. Klubbens frivillige skulle søndag have været praktisk vært for opvisningen, men i stedet var Mette Slotø fredag i hallen for at hjælpe med at pakke ned.

Mette Slotø er formand for lokale BIF Gymnastik, der har 650 medlemmer, og som skulle have haft 8-9 hold på gulvet til opvisningen i weekenden. Foto: Uffe Salomonsen
Annonce

Håber på ny opvisning

Inde i den store hal var teknikere allerede i gang med at pakke lysopsætningen ned, og pedel Ole Mortensen fra Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter havde stablet de 200 ekstra stole og plader til et ekstra podie ned og var klar til køre det hele i depot igen.

- Det er da lidt træls, for det er da et stort arbejde at stille det op. Torsdag, hvor vi gjorde det hele klar til opvisningen, havde jeg gået 39.800 skridt, og nu er det så på den igen den anden vej. Men det er der ikke noget at gøre ved, og fredag middag begyndte vi godt nok at snakke om, at det kunne blive enden på det, sagde Ole Mortensen, der har været med til at stille op til opvisningen i hallen i syv år.

DGI Midtjyllands tovholder for stævnet, Karsten Vitting Petersen, var også omkring hallen i Bjerringbro for at hjælpe til. Han håber, at det kan lade sig gøre at holde stævnet senere på året.

- Foreningerne lukker godt nok ned for sæsonen i april, men jeg håber, at vi kan tilbyde en ny opvisning som afløser for den her, så alle de børn kan få lov til at komme på gulvet og vise, hvad de har lært i løbet af sæsonen. Jeg har talt med mange foreninger og efterskoler i dag, og folk er selvfølgelig ærgerlige. Og det er da ærgerligt. Efterskoleholdene har jo forberedt sig længe på opvisningerne i foråret, og nogle skulle ud til seks opvisninger i denne weekend. Så der var virkeligt nogle unge mennesker, der var kede af det. Men vi valgte altså at følge anbefalingen. Vi vil jo heller ikke stå her og tælle, hvor mange der er i hallerne ad gangen, sagde Karsten Vitting Petersen.

Sådan så den store hal ud, da det hele stod klar til tilskuere og gymnaster torsdag aften. Foto: Ole Mortensen
Teknikere var fredag igang med at pille lysopsætningen ned igen. Foto: Uffe Salomonsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

bjBarokmusik i kirken

Annonce