Annonce
Bjerringbro Avis

Stor interesse for valgmøde i Bjerringbro

Ni lokale kandidater stillede op til valgmøde onsdag. Foto: Lars Rasborg

Flere end 200 borgere var mødt frem til det første valgmøde i Bjerringbro, hvor hele 9 lokale kandidater havde taget opstilling og stod klar til at tale deres og byens sag

Bjerringbro: Hvis deltagerantallet skal være en indikation på, hvor engageret og interesseret Bjerringbro-folket er i forhold til det kommende kommunalvalg, så ser det ikke helt dårligt ud.

Flere end 200 mennesker havde nemlig fået sig mast ind i idrætsparkens tidligere kantine for at høre, hvad de lokale byrådskandidater havde på hjertet onsdag aften.

Kandidaterne, som der var hele 11 af, repræsenterede Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Kristendemokraterne, og de indledte aftenen med hver tre minutters taletid, hvor de fik muligheden for at præsentere sig selv og fortælle lidt om, hvad de som lokalpolitikere ønsker at sætte fokus på i valgperioden.

Og til trods for de forskellige partifarver var der forholdsvis stor enighed blandt kandidaterne om, hvad der fremadrettet skal arbejdes for lokalt - nemlig et Bjerringbro i udvikling - et Bjerringbro i vækst.

Venstre, der var repræsenteret af Kim Dongsgaard, Esben Tøttrup og Niels Jørgen Ottesen, lagde stor vægt på flere tilflyttere, gode rammevilkår for virksomheder, bedre infrastruktur samt markedsføring af Bjerringbro. Ønsker som de andre partier mere eller mindre også nævnte i deres oplæg.

Socialdemokraterne Martin Sanderhoff og Niels Dueholm, der begge er nuværende byrådsmedlemmer, talte også om at sikre penge i det kommunale budget til større investeringer i løbet af de næste fire år, samt oprettelsen af et større mountainbikespor i Hjermind Skov og en mulighed for at kigge på nogle af de andre - og mindre - udstykninger, der eventuelt kan realiseres i Bjerringbro.

Både Socialistisk Folkepartis Kirsten Winther Almind og Kristendemokraternes Ingrid Bak lagde op, til at der skal tilføres flere ressourcer til de varme hænder både i ældresektoren og i daginstitutioner, mens de konservative, der havde sendt Jakob Ekberg og Steen Stephansen - begge førstegangskandidater - ønsker flere penge fra anlægsbudgettet dirigeret mod Bjerringbro, en overordnet plan for byens udvikling og flere væresteder for de unge.

Det sagde kandidaterne

Esben Tøttrup (V): Vi skal have massive investeringer omkring GudenåenKirsten Winther Almind (SF): Der skal gøres noget ved normeringen af vuggestue- og børnehavepladser

Kim Dongsgaard (V): Vi skal have gode rammevilkår for virksomhederne og bedre infrastruktur, og så skal Bjerringbro markedsføres

Martin Sanderhoff (S): Vi skal skrotte udstykningen ved hindbærkrattet og støtte op om små udstykninger på blandt andet Kaj Munksvej og Esben Tøttrups udstykning ved Bjerring

Steen Stephansen(K): Bjerringbro skal have mere af det 5,7 milliarder store anlægsbudget. Det er vigtigt at Bjerringbro betragtes som kommunens anden store bysamfund.

Niels-Jørgen Ottesen (V): Jeg har to konkrete bud på projekter - nemlig to tunneller - en ved Gullev og en ved møllen - så trafiksikkerheden forbedres.

Niels Dueholm (S): Vigtigt at vi har fokus på det gode og vigtigt at vi støtter op om Bjerringbro Byforum - meld jer ind for pokker.

Jakob Ekberg (K): Jeg vil give ungdommen en stemme og mener at vi skal gøre nogle af vores smukke naturområder til væresteder

Ingrid Bak (KD): Vi skal sikre at der kommer flere pladser på vores plejecenter, så de lokale ældre fortsat kan blive gamle i Bjerringbro

Mere end 200 borgere mødte op til valgmødet i Bjerringbro.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Orgelkoncert i Bjerringbro Kirke

Bjerringbro Avis

Grønne sunde spirer er sagen

Bjerringbro Avis

25 år på Grundfos

Bjerringbro Avis

25 år på Grundfos

Annonce