Annonce
Bjerringbro Avis

To venner løb 161 kilometer på godt 24 timer: - Det gjorde ondt helt ind i hjertet, at vi måtte skilles undervejs

Her ses Brian Moesgaard, lige efter han er kommet i mål efter at have gennemført Gudenå-strækningen på 161 kilometer på lige lidt over 24 timer. Foto: Jakob Lerche
161 kilometer, fra Gudenås udspring til Randers, på 24 timer. Eller lidt over. For de to løbekammerater Brian Moesgaard og Mads Rasmussen nåede det ikke helt, men hvem tæller timer? I mål kom de, selv om de desværre måtte splitte op cirka tre kilometer før jernbanestien i Langå. Begge havde ondt og skulle bare hjem under dynen.

Tinnet Krat/Randers: Gudenå 100 miles, eller 161,71 kilometer, efter Google Maps bedste overbevisning, blev tilbagelagt mellem lørdag og søndag for vennerne Brian Moesgaard, Silkeborg og Mads Rasmussen, Vellev. De havde overvurderet sig selv lidt, da de troede, at de kunne klare strækningen fra Gudenås udspring i Tinnet Krat til udløbet i Randers Fjord på 24 timer. Det blev lidt over, mindst for Brian Moesgaard, mest for Mads Rasmussen.

Men tiderne er nu ganske godkendt, for vejret var bestemt ikke med de to løbekammerater, der løb for at samle ind til børn, der ikke selv kan løbe. Godt 15.700 var samlet ind lige efter løbet, og de går til Legeheltene, der er et initiativ fra Børneulykkesfonden, som går ud på at skabe mere leg og bevægelse for de cirka 60.000 børn mellem et og 14 år, der årligt indlægges i Danmark.

- Hvor ligger vi henne på en trælshedskala fra nul til 10, spurgte vi Brian Moesgaard om, da han og Mads Rasmussen var ved Tange Sø. Her var makkerparret stadig sammen.

Annonce

- Den ligger på 10. Vi er våde overalt, selv om vi har prøvet at skifte til tørt tøj, så bliver det ved med at blive vådt. Og vi kommer ikke til at holde tidsplanen. Vi havde regnet med at nå Randers mellem 11 og 12, men den bliver nok nærmere 15 eller 16. Lige her ved Tange Sø kan vi for eksempel slet ikke løbe, så glat er det, lød det fra Brian Moesgaard kort før klokken 10 søndag.

Ondt i hjertet

Senere ved 13.30-tiden var de blevet nødt til at splitte op.

- Der var ikke noget at gøre. Selv om det gjorde ondt helt ind i hjertet at forlade Mads, så blev jeg nødt til det. Han blev nødt til at gå meget mere, og jeg skal holde kroppen i gang med løb, ellers gennemfører jeg ikke. Jeg gav ham et kram og sagde, at jeg elskede ham, og så løb jeg fra ham, siger en meget berørt Brian Moesgaard.

Kys til konen var der overskud til, da Brian Moesgaard lige var kommet i mål. Bagved ser deres søn, Noah, på. Foto: Jakob Lerche

På det tidspunkt havde han ondt over det hele:

- Fra mine tæer, der ikke længere har hud på, det er én stor vabel og huden falder af, til op i nakken. Nu er jeg spændt på, om det hele går over, eller om der er led, der har taget skade, sagde Brian Moesgaard, der er specialpædagog.

Brian Moesgaard havde ondt i fødderne, der har været våde stort set hele vejen. Foto: Jakob Lerche

Det var Mads Rasmussen idé at løbe for indlagte børn, da han har en søn, der som tre-årig fik to hjertestop og flere blodpropper i benene og derfor måtte ligge lang tid på sygehuset. Lægerne gav ham ikke mange chancer for at overleve, men han skulle vise dem noget andet. I dag er han syv år og er startet i skole, som en helt almindelig dreng på hans alder ville gøre, men Marco har stadig mén fra sygdommen:

Mads Rasmussen tæt på mål. Han løb faktisk de sidste fem kilometer af de 161.  Foto: Jakob Lerche

- Dog har blodpropperne gjort, at hans ben har taget skade, og derfor vil han nok aldrig kunne komme til at løbe lange ture. Derfor løber vi for at samle ind til Legeheltene, som gør en kæmpe forskel for, at børn, der bliver syge og indlagt, stadig får et liv med leg og bevægelse – på den måde, de nu kan, fortæller Mads Rasmussen, der også var berørt over "skilsmissen" i løbet:

- Åh, jeg tudbrølede en hel time efter Brian forlod mig. Det er meget hårdt psykisk, men vi har prøvet det før, og bliver nødt til at gennemføre i vores eget tempo, ellers kan vi ikke. Så det er helt okay, lyder det da Mads Rasmussen stadig har 13 kilometer tilbage. Han er ikke hårdt ramt i fødderne, men hele hans højre ben er øm i musklerne.

- Og min trælshedskala er på 20, sagde han.

Annonce

Modbydeligt løbevejr

Det regnede og blæste og kun i to af de 25-26,5 timer holdt det tørvejr.

- Og her var vi gået og været bange for, at vi skulle få 25 grader og høj sol, lyder det med galgenhumor fra Mads Rasmussen.

Kærester, børn og forældre og venner var at finde på Tronholmen, da løberne endelig løb i mål.

- Vi er vant til, at han gør tossede ting, lød det fra Brian Moesgaards kone og søn, Anne og Noah Moesgaard.

- Vi har den aftale, at han ikke gør noget dumt. Og det stoler jeg på, siger Anne Moesgaard.

Forældrene til de to, Henny og Tom Moesgaard og Helle og Henrik Rasmussen var at finde med flag og søde sager, og de var alle selvsagt meget stolte af deres sønner.

Brian Moesgaards forældre, Henny og Tom Moesgaard, var stolte af der søn. - Men han har altså altid gjort sådan nogle ting, han har meget krudt bagi, lød det fra dem. Foto: Jakob Lerche

Mens Brian Moesgaard er parat til at løbe 161 kilometer igen til efteråret, så kan Mads Rasmussen slet ikke holde tanken ud.

- Jeg skal aldrig mere løbe så langt, kommer det fra ham, mens han stadig er ude på ruten.

Team Rasmussen, med kæresten og den kommende kone Helle Ebbensgaard, sønnen Magnus og forældrene Helle og Henrik Rasmussen. Foto: Jakob Lerche

- Det sagde han også, da han løb 100 kilometer første gang. Alligevel gik der ikke ret længe, før han begyndte at tale om at forbedre sin tid på 100 kilometer. Så det tror jeg ikke på, siger  hans kæreste og kommende kone, de skal giftes om en måned, Mette Ebbensgaard.

- Ja, vi skal giftes, hvis han da overlever, griner hun.

Dét gjorde han. Han løb faktisk de sidste fem kilometer, godt hjulpet af sin tvillingebror Mikkel Rasmussen, der var taget ud for at opmuntre ham.

Begge ekstremløbere var enige. De skulle bare hjem, i bad og i seng.

- Jeg skal lige omkring McDonalds først, sagde Mads Rasmussen.

- Hvad skal du have der?

- En af det hele, kom det fra en træt Mads Rasmussen.

Den sidste bid vej blev løbet med familiemedlemmer ved siden af. Foto: Jakob Lerche
Der var flere børn med til at tage imod ekstremløberne. Foto: Jakob Lerche
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Bjerringbro Avis

LOF-afdelinger fusionerer

Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Vellykket veterantræf i Ans

Bjerringbro Avis

Sankthans med coronapas

Bjerringbro Avis

Danmarks første havvindmølle fylder 30 år: Håb om at havvindmølle kan blive til kunstværk på Energimuseet i Tange

Bjerringbro Avis

Guitarkoncert i kirken

Annonce