Annonce
Bjerringbro Avis

Våd drøm for naturelskere: 170 kilometer Gudenåsti i støbeskeen

Siden 2012 er der udført projekter for samlet set 55 mio. kroner langs Gudenåen, bl.a. denne bro ved Verdens Ende i Tørring. Nu ønsker Gudenåsamarbejdet og Naturstyrelsen at finde yderligere 40 mio kroner til at lave en sammenhængende sti fra Tinnet Krat til Randers Fjord. Arkivfoto: Morten Pape
Otte jyske kommuner vil sammen med Naturstyrelsen lave en sammenhængende sti langs Gudenåen fra udspringet i Tinnet Krat til udløbet i Randers Fjord. Planen er klar, og nu mangler der "bare" at blive fundet de ca. 40 millioner kroner, det vil koste at føre projektet ud i livet.
Annonce

Tørring: Planen for Danmarks næste store vandrerute er på plads. Sådan lyder det fra Naturstyrelsen, der torsdag sammen med de otte kommuner i Gudenåsamarbejdet præsenterede et projekt for en sammenhængende sti hele vejen langs Gudenåen fra Tinnet Krat til Randers. Et projekt, der endnu er ufinansieret, men som forventes at koste godt 40 millioner kroner at gennemføre.

Lykkedes det, har stien potentiale til at blive en af Danmarks mest kendte og benyttede vandreruter, lyder det fra projektleder Knud Erik Hesselbjerg fra Naturstyrelsen.

- Endnu er det fugle på taget, men lykkedes det at få skaffet pengene til visionen, vil det blive en fuldstændig fantastisk sti i et fuldstændig unikt landskab. Det kan blive en sti af national betydning, og vi ved fra de projekter, der allerede er lavet ved Gudenåen f.eks. i Uldum Kær, Den Genfundne Bro og Trækstien ved Silkeborg, at det er meget efterspurgt at komme ud i det her rigtig flotte landskab, fortæller Knud Erik Hesselbjerg.

Gudenåstien

Ambitionen er at Gudenåstien skal være en ca. 170 km sammenhængende og ensartet afmærket vandrerute, der så vidt muligt skal være farbar året rundt.

Projektforslaget rummer tiltag for samlet 40,5 millioner kroner plus moms. Heraf er de 19,7 mio. kroner til stianlæg, 17,8 mio kroner til faciliteter, som toiletter shelters mv. og 3 mio. kroner til formidling, skilte mv.

Geografisk fordeling:

  • Vejle: 3,3 mio. kroner
  • Hedensted: 6,8 mio. kroner
  • Horsens: 3,3 mio. kroner
  • Skanderborg: 4,8 mio. kroner
  • Silkeborg: 7 mio. kroner
  • Favrskov: 5,8 mio. kroner
  • Viborg: 4,4 mio. kroner
  • Randers: 4,3 mio. kroner

Siden 2012 er der allerede etableret stier og faciliteter langs Gudenåen for samlet 55 mio. kroner.

Annonce

Også broer og fugletårne

Ideen om en sti langs hele Gudenåen opstod helt tilbage i 2012, da Gudenåsamarbejdet blev etableret. Siden er mange delprojekter blevet gennemført, som f.eks. Trækstien ved Silkeborg og faktisk er størstedelen af stien - ca. 120 kilometer - allerede etableret. Det seneste halve år har Naturstyrelsen i samarbejde med de otte Gudenåkommuner (Vejle, Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Randers) arbejdet på en beskrivelse af, hvordan man kan etablere stier på de resterende 50 kilometer.

Planen giver også bud på, hvilke nye faciliteter, der ønskes, og hvilken formidling, der skal til, for at brugerne kan finde fra kilde til fjord, og den rummer ud over etablering af stier i "hullerne", alt fra en tunnel under hovedvejen i Tørring og toiletter ved Gudenåens udspring til en bro over Gudenåen i Pramdragerparken ved Silkeborg og et fugletårn i Væth Enge ved Randers.

- Håbet er, at planen kan inspirere og motivere til, at vi i fællesskab med kommuner, lodsejere og interesserede fonde, kan få vandreruten finansieret og gennemført, siger Knud Erik Hesselbjerg, der nu med planen i hånden vil gå i dialog med fonde med mere.

Når eller hvis finansiering kommer på plads, vurderer Knud Erik Hesselbjerg, at det vil tage tre til fem år at føre projektet ud i livet.

Det er populært at færdes i naturen ved Gudenåen. Det kan man bl.a. opleve ved Den Genfundne Bro i Vestbirk, hvor der selv under coronakrisen har været trængsel på broen. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Dueholm: Hvor er forældrene

Bjerringbro Avis

Slut med fredsvalg

Bjerringbro Avis

Isfuglen lukker midlertidigt

Annonce