Annonce
Bjerringbro Avis

Vi kan mærke, at vi kan rykke det

Helle Andersen (th) med Ulstrup Kros nyansatte kok, Louise Faurholm Nielsen, der har været med til at hæve niveauet i køkkenet. Foto: Vibeke Skov

Ulstrup Kro har haft det svært, men med Helle Andersen som leder - og nye kræfter i køkkenet - er der kommet bedre boller på suppen.

Annonce

Ulstrup: Den 1. juni sidste år fik Ulstrup Kro ny daglig leder, og siden har den ellers lukningstruede kro fået lidt af en opblomstring.

- Ja, sikke et halvt år, vi har haft. Den opbakning, vi har fået, har været imponerende, fortæller Helle Højland Andersen, som arbejdede med catering, inden kroejer Hardy Eskildsen tilbød hende jobbet som daglig leder på kroen.

Hun fremhæver gerne, at kroens trofaste stamgæster har bakket flot op om stedet, men det er først og fremmest i køkkenet, der er sket en udvikling. En udvikling, som har betydet flere tilfredse gæster ved tallerknerne.

I august blev restauranten nærmest løbet over ende, da der var stegt flæsk på menuen: Flere end hundrede tilmeldte sig, og nu gentages arrangementet med stor succes den første tirsdag i hver måned.

- Vi var helt blæst omkuld den aften, siger Helle Andersen, som også kan berette om en vellykket Mortensaften med mange spisende gæster.

Sådan var det ikke året før.

- Mange var skuffede, de sad længe og ventede på maden, og nogle måtte nøjes med kylling. Så bare det, at folk turde møde op og prøve en gang til - det var flot, fastslår Helle Andersen, og tilføjer, at der også har været god interesse for kroens musikaftener, ålegilde, julefrokoster - både i og ud af huset, levering af nytårsmiddag og andre tiltag.

Helle Højland Andersen er taknemmelig for den store opbakning, Ulstrup Kro har fået, siden hun startede som daglig leder sidste sommer.
Annonce

Niveauet er hævet

- Vi magter at gribe alle de bolde, der er i luften. Men selvom vi har succes, har vi begge ben plantet rigtig godt i jorden, er ydmyge og tager kunderne alvorligt. Kvaliteten skal være ens hver gang!

At niveauet i køkkenet er hævet, skyldes ikke mindst, at kroen i efteråret ansatte en ny kok, den 28årige Louise Faurholm Nielsen. Hun færdiggjorde sin uddannelse i juli og har været halvdelen af sin læretid hos Café Konrad i Randers.

- Nu er der en at sparre med, en, der kommer med gode ideer. Det gør, at vi rykker os, og at vi hæver niveauet en tand. Der er absolut sket noget, siden Louise kom til, siger Helle Andersen, som roser sin nye kok for hendes evner og for at tilføre køkkenet ny energi og nye tanker.

- Tingene bliver gjort på en anden måde. Jeg har for eksempel lavet lagkager på en helt traditionel måde, men hun støber dem - ligesom Mette Blomsterberg.

Samtidig har den daglige leder fået mere tid og overskud til andre ting, som blandt andet planlægning af nye tiltag. Et af dem er, at der frem til marts er aktiviteter med spisning på kroen hver torsdag, og hun skal også i gang med at planlægge konfirmandmenuer. De kan både nydes på kroen og leveres ud af huset.

Et stort ønske er at tiltrække flere yngre mennesker, som vælger at bruge kroen til for eksempel bryllup, barnedåb, konfirmation eller runde fødselsdage. I den forbindelse vil hun gerne gøre noget ved salen: Etablering af toiletter og et nyt indgangsparti, så gæsterne ikke skal forbi krostuen, er på ønskesedlen til kroejeren.

- Jeg tror ikke, vi rykker det sidste stykke, inden det bliver lavet, siger Helle Andersen, som glæder sig over, at kroen går en travl tid i møde.

Og hun ser i det hele taget positivt på fremtiden for Ulstrup Kro.

- Det giver ikke overskud, men det begynder at rende rundt af sig selv. Men der skal hele tiden kæmpes, og der er ikke plads til fejl. Den skal sidde lige i skabet hver gang. Kroen var tæt på at lukke, men vi giver ikke op så let! Vi har ikke mistet lysten og energien. Vi kan mærke, at vi kan rykke det, fastslår Helle Andersen, som har stor tak til sine kunder for opbakningen.

- Jeg er så taknemmelig for, at de har fundet ud af, at vi kan lave mad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Dueholm: Hvor er forældrene

Bjerringbro Avis

Slut med fredsvalg

Annonce