Annonce
Bjerringbro Avis

Vikingemarked vender tilbage med bål og mjød

Sidste års vikingemarked på Kjællinghøl måtte aflyses på grund af afbrændingsforbuddet. I år regner arrangørerne igen med at kunne tænde op i bålet på den historiske markedsplads øst for Bjerringbro. Arkivfoto: Preben Madsen
Annonce

Bjerringbro: Sidste sommer gik det traditionsrige Kjællinghøl Vikingemarked op i røg - eller nej, det gjorde det faktisk akkurat ikke, for på grund af den knastørre sommer og det daværende afbrændingsforbud blev markedet slet ikke til noget. Det blev aflyst, to uger før det skulle finde sted.

Men i år er det anderledes.

Som det ser ud nu, bliver der ingen problemer med at få lov til at tænde bål, så derfor er Kjællinghøl Vikingemarked tilbage på pladsen ved det historiske værksted øst for Bjerringbro. Det bliver i weekenden den 17. og 18. august.

I år er det den 14. udgave af markedet, der blev holdt for første gang i 2005. Igen i år vil der traditionen tro opstå en mindre landsby i området nord for Gudenåen. Der vil være håndværkere, musikanter og mange andre til at underholde de besøgende, som normalvis møder talstærkt op.

Til dette års marked vil fortælleren Thorkild komme forbi efter flere års togter og fortælle spændende historier og berette om sine oplevelser i det fremmede. Desuden byder markedet i år på forskellige aktiviteter for børn, et nyt hesteshow, og så får Kjællinghøl besøg af en mjødbrygger, der vil fortælle om mjødbrygningens kunst - og mon ikke han også har en lille smagsprøve med?

- Publikum skal føle sig sat 1000 år tilbage i tiden, når de træder ud af skoven og ind på pladsen. Her kan man glemme tidens jag og lade roen falde over sig, medens man åbner alle sanser og får en udbytterig dag, skriver arrangøren, Vikingegruppen Freja, på sin hjemmeside.

Markedet henvender sig til alle aldersgrupper.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Slut med fredsvalg

Bjerringbro Avis

Isfuglen lukker midlertidigt

Annonce