Annonce
Bovbladet

Christines drøm koster 50.000 kroner: Nu får hun hjælp af lokale kvinder

Christine Johanning Schmidt har flere gange optrådt i den lokale kirke i Kollund, ligesom hun har været en flittig gæst i Tinglev Kirke. Hun spiller også til private arrangementer. Privatfoto

Den talentfulde, 17-årige violinist Christine Johanning Schmidt fra Kollund knokler for at spare sammen til sit eget instrument. Nu får hun en hjælpende hånd fra lokale kvinder.

Annonce

Kollund: Af og til kommer hjælpen fra uventet kant.

Da Christine Johanning Schmidt i sommer havde henrykket publikum med sit violinspil ved et arrangement i Kollund Kirke, faldt det lokale musiktalent i snak med en af byens ildsjæle, Betty Dideriksen. Hun fortalte om drømmen om at komme ind på musikkonservatoriet og sine udfordringer med at få samlet de mere end 50.000 kroner ind, som hun skal bruge til sin egen violin. Lige nu spiller hun på en lånt.

- Betty sagde, at man da burde gøre et eller andet for at hjælpe mig, og så pludselig en dag ringede hun og fortalte, at vi kunne låne Kollundhus. Jeg skulle bare sige, hvornår det passede mig bedst, fortæller en glad Christine Johanning Schmidt.

- De har virkelig knoklet for at sætte det her i værk, så det er superfedt, siger den unge violinist forud for koncerten, der finder sted onsdag den 16. januar klokken 19.

Koncert-programmet

Christine Johanning Schmidt har haft travlt med at lægge programmet til koncerten den 16. januar. Nytåret bragte lige en ekstra sang, hun syntes, der skulle med.Hun bliver på MGK i Sønderborg undervist i klassisk musik, og det vil programmet bære præg af, men publikum vil også få smagsprøver på filmmusik, der er den 17-årige violinists egen passion.

Entréen er 100 kroner og betales ved indgangen.

Annonce

Går helhjertet efter det

Selv har Christine Johanning Schmidt også knoklet. Hun er nu halvvejs på MGK - musikalsk grundkursus - i Sønderborg, der er et undervisningsforløb, der forbereder eleverne til optagelse på konservatoriet. Modsat flere af sine medstuderende har hun valgt at fokusere 100 procent her.

- Jeg går helhjertet efter at blive musiker, og jeg kan mærke, at der er en force i at kunne fokusere og fordybe sig i musikken uden at skulle have den stressfaktor, der hedder gymnasiet ved siden af, forklarer hun.

Det har samtidig givet hende mulighed for at arbejde ved siden af, så hun nu har omkring halvdelen af de 50.000-60.000 kroner, en violin i den kvalitet, hun har brug for, koster.

- Jeg skulle gerne have den senest til efteråret, da optagelsesprøverne på konservatoriet ligger i januar. For et instrument åbner sig meget, når det bliver brugt, forklarer den unge kender, der allerede har været en tur i Hamborg for at lade sig inspirere til, hvilket instrument der skal være hendes.

- Jeg fandt en, jeg blev lidt glad for, men jeg skal ned til en anden violinbygger, for jeg har ikke fundet den rette endnu, siger hun.

"Glad for" er nemlig ikke godt nok.

- Nej, man skal helst være forelsket. Det er jo en stor beslutning at bruge så mange penge, som hun siger.

Annonce

Alt går til violin

Alt, hvad der kommer ind ved koncerten den 16. januar, går ubeskåret til violin-opsparingen. Det er nemlig lykkedes Betty Didriksen og Kollund Kirkes organist, Anne Marie Henriksen, der også er med som arrangør, ikke blot at skaffe Kollundhus kvit og frit. De har også skaffet sponsorer til et par mindre annoncer og lidt vin og snacks til publikum.

- Vi er virkelig spændte på, hvor mange der kommer. Der kan sagtens være 100, så det håber vi på, siger Betty Didriksen.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce