Brædstrup: Den nye køreplan for den kollektive trafik er godt nyt for de ældre borgere i Brædstrup og opland.
Det mener Ældresagen i Brædstrup, som netop har sendt høringssvar til forslaget for kollektiv trafikplan 2023, som i øjeblikket er i offentlig høring.
Især ser foreningen med tilfredshed på, at Brædstrup i den nye plan bliver et knudepunkt i området for den offentlige bustrafik.
- Vi finder det positivt, at Brædstrup by fremover bliver et knudepunkt med mulighed for gode korrespondancer, og hvor den kollektive trafik er koordineret og tilpasset hinanden, siger Niels Rasmussen, formand for Ældresagen i Brædstrup.
Samme antal afgange
Niels Rasmussen, formand for Ældresagen i BrædstrupVi har bemærket, at rute 110 er omfattet af et serviceniveau for minimumsbetjening, som vil resultere i det samme antal afgange som i dag.
I budgetaftalerne for 2018 og 2019 har forligspartierne ønsket en gentænkning af den kollektive trafik i Horsens Kommune, og siden har kommunen i samarbejde med eksterne aktører været i gang med en ny strategi for den offentlige bustrafik.
I den nye trafikplan, som træder i kraft ved årsskiftet 2023, vil Brædstrup som udgangspunkt have de samme afgange som i dag, nemlig 13 daglige afgange i hverdagene samt fem om lørdagen og fire om søndagen.
- Vi har bemærket, at rute 110 er omfattet af et serviceniveau for minimumsbetjening, som vil resultere i det samme antal afgange som i dag. Dog havde vi gerne set, at Silkeborg Kommune havde været interesseret i at opretholde flere ruter til Silkeborg, da flere borgere i det vestlige opland til Brædstrup savner flere afgange med rute 110, siger Niels Rasmussen.
Bedre service i små byer
Godkendes forslaget for det nye serviceniveau, øges betjeningen i Sejet, Grædstrup, Træden og Yding, som vil få øget mulighed for at benytte flexbus som et supplement til den faste busbetjening.
Samtidig tilstræbes det, at de nye flexbusafgange fra Grædstrup og Træden til Brædstrup og fra Yding til Østbirk tilpasses de eksisterende lokal- og regionalruter, så de to knudepunkter bliver attraktive skiftemuligheder, hedder det i trafikforslaget.
- Det finder vi rigtig positivt, siger den lokale ældreformand.
I forslaget til den kollektive trafikplan 2023 kan der først garanteres busser med lav entré fra år 2025, og det beklager formanden for Ældresagen.
- Her håber vi, at denne ordning indføres tidligere af hensyn til de ældre og gangbesværede, siger Niels Rasmussen.
Han håber også, at de nye tilbud for flex-kørsel og flexturskørsel bliver markedsført offensivt af Horsens Kommune, så den enkelte borgere kender sine muligheder for offentlig trafik, når de nye busplaner træder i kraft.