Annonce
Brædstrup Avis

23-årig iværksætter har åbnet sin egen garnbutik

Louise Krog har startet sin egen garnforretning KreaKrog på Vestervangen 5 i Brædstrup. Hendes butik holder til i samme bygning som hendes fars forretning Tæppecentret, der flyttede til Vestervangen for nylig. Foto: Mads Dalegaard
Louise Krog fra Brædstrup tog springet og åbnede garnforretningen KreaKrog på Vestervangen.

Brædstrup: Store bundter af garn hænger på rad og række i en ny butik i Brædstrup. KreaKrog hedder butikken, og navnet skyldes, at indehaveren hedder Krog til efternavn... og at butikkens varer har noget at gøre med kreativitet. Især strikning.

Det er den kun 23-årige Louise Krog, der driver KreaKrog, og iværksætter-genet har hun ikke fra fremmede.

Hendes far er nemlig Brian Krog, indehaver af Tæppecentret i Brædstrup. Tæppecentret fik for nylig ny adresse i store lokaler på Vestervangen 5, hvor byggemarkedet Stark tidligere holdt til.

Og i det nye tæppecenter blev der også plads til Louises butik.

- Jeg har hele tiden vidst, at jeg gerne ville starte min egen virksomhed. Og da så vi skulle flytte Tæppecentret fra Stationspladsen til Vestervangen, opstod muligheden, fortæller Louise Krog.

Louise Krog har masser af garn på hylderne. Hun lægger vægt på kvalitetsgarn. - Når man bruger så lang tid på at strikke en sweater, så skal det jo også være noget godt garn, siger hun. Foto: Mads Dalegaard

Hun er uddannet handelsøkonom og er øjeblikket i gang med en bacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship på Erhvervsakademi Aarhus.

"Entrepreneurship" kan oversættes til iværksætteri, og det er netop, hvad denne uddannelse er beregnet til.

Mange af de unge, der er i gang med uddannelsen, starter deres egne virksomheder. Således også Louise Krog.

Familie-inspiration

Louise Krogs inspiration til KreaKrog kom fra familien:

- Min farmor og svigerfarmor strikker meget, og jeg kan også selv strikke, så på den måde opstod ideen. KreaKrog er primært en garn-forretning, og jeg satser på kvalitetsgarn og bæredygtighed. Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten. Når man bruger så lang tid på at strikke en sweater, så skal det jo også være noget godt garn, siger hun.

I butikken hænger der et udvalg af hjemmestrikkede sweatere, som hendes farmor har strikket, og der kommer flere til.

Louise strikker selv på livet løs, og nu er hendes mor også begyndt at strikke.

At åbne en forretning er et stort spring, men Louise Krog ser lyst på mulighederne:

- Jeg fik nogle mega-gode reaktioner, da jeg åbnede butikken. Jeg kan mærke, at der er opbakning, og tidspunktet er rigtigt. Brædstrup er inde i en virkelig god udvikling, og jeg håber, at det her bliver mit livsværk, siger hun.

Garnforretningen KreaKrog lyser op med muntre farver. En kærkommen kontrast til decembers mørke. Foto: Mads Dalegaard

Coronaen har ikke stækket den nye butik, nærmest tværtimod.

- Mange er begyndt at strikke mere, fordi de skal være mere hjemme, pointerer Louise Krog.

På lidt længere sigt kunne hun godt tænke sig at holde strikke-cafeer, hvor folk kommer ind for at strikke sammen, men det kræver, at corona-restriktionene bliver lempet.

Annonce

Mærk garnet

Louise Krog kombinerer den fysiske butik med en web-shop, som hun selv har oprettet.

- Det er vigtigt at have begge dele. Web-shoppen kan være med til at øge omsætningen, men det er også vigtigt, at kunderne kan komme her i butikken og se og mærke garnet, understreger hun.

Den 23-årige iværksætter har ikke meget fritid. Hun skal både passe butik og studierne, men kæresten Nicolai - der er ved at uddanne sig som revisor - hjælper til med regnskaber.

- Det er utroligt så lidt tid man har til at strikke, når man selv driver en garnbutik, siger hun med et grin.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Brædstrup Avis

Powerpull udskydes til 2022

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce