Annonce
Brædstrup Avis

Corona lukker for lokalrevy i Brædstrup

De lokale skuespillere gør hvert år grin med stort og småt i Brædstrup og omegn, men i år har skuespillerne og Brædstrup Borger- og Turistforening valgt at udsætte revyen til 2022 på grund af corona-situationen. Arkivfoto: Martin Ravn
I efteråret lykkedes det at gennemføre Pejseshowet på Hotel Pejsegården i Brædstrup, men med flere corona-restriktioner og nedlukninger har byens "lille" revy, Brædstrup Revyen, valgt at udskyde til 2022.
Annonce

Brædstrup: Der bliver ikke noget at grine af til Brædstrup Revyen i år. Faktisk kan byens kendisser og politikere ånde lettet op, da der ikke vil komme satiriske svirp og humoristiske betragtninger om dem i et helt år fremover.

Brædstrup Borger- og Turistforening har nemlig valgt at droppe revy og Land & Byfesten i februar.

- Vi tror ikke på, at corona-epidemien er ovre i midten af februar, når vi skal holde revy og Land & Byfest. Vi har derfor aftalt sammen med skuespillerne, at det nok er bedst, at vi springer i år over, siger Jørgen Finseth, formand for Brædstrup Borger- og Turistforening.

Den lokale revy plejer hvert år at trække op mod 900 tilskuere på Hotel Pejsegården over tre spilleaftener i teatersalen. Det er første gang i 38 år, at Brædstrup Revyen ikke bliver afholdt, og det ærgrer naturligvis den lokale formand for borgerforeningen.

- Jeg synes, det er en stor skam, fordi det er en god tradition for byen at samles om lokalrevyen. Men vi kan ikke stoppe coronaen, så vi er nødt til at bide i det sure æble og aflyse. Vi håber, at det så er eneste gang, vi bliver nødt til at aflyse vores lokalrevy, siger Jørgen Finseth.

Annonce

Indtægt forsvinder

Land- og Byfesten er hvert år med til at skaffe indtægter til Brædstrup Borger- og Turistforening, men aflysningen kommer ikke til at betyde det store indtægtstab for foreningen.

- Vi får kun et beskedent overskud ud af Land & Byfesten på 5000-6000 kroner om året, så det er ikke, fordi aflysningen betyder alverden. Vi regner derfor ikke med, at den vil betyde et øget kontingent for medlemmerne, lyder det fra formanden.


Vi håber så, at der er endnu flere, der vil komme og se lokalrevyen i 2022.

Jørgen Finseth, formand for Brædstrup Borger- og Turistforening


Han håber, at det er muligt at holde lokalrevyen til næste år som vanligt.

- Vi håber så, at der er endnu flere, der vil komme og se lokalrevyen i 2022. Det kan være, at afsavnet gør, at der er endnu flere, der vil støtte op. Vi har jo længe haft som mål at få over 1000 tilskuere, så her kunne revyen i 2022 være en god anledning, siger Jørgen Finseth.

Ud over lokalrevyen arrangerer Brædstrup Borger- og Turistforening fastelavnsfest for byens børn, og også det arrangement er i fare for at blive aflyst ifølge formanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce