Annonce
Brædstrup Avis

Cykelforretning flytter i større lokaler

Cykelhandler Nelly Madsen i forretningens nuværende lokaler på Bredgade. Om tre måneder er butikken rykket over på Stationspladsen. Foto: Peter Hald
Fri BikeShop i Brædstrup overtager Tæppecentrets bygning på Stationspladsen.
Annonce

Brædstrup: Endnu en butiksrokade er undervejs i Brædstrup. Som tidligere omtalt flytter Tæppecentret fra Stationspladsen til Vestervangen, og nu står det klart, hvem der overtager Tæppecentrets bygning.

Det bliver nemlig Fri BikeShop på Bredgade 15, hvor cykelhandlerne Nelly og Jan Madsen glæder til at flytte forretningen og værkstedet over i de større lokaler på Stationspladsen 25.

- Vi ligger godt her på Bredgade, men vi får meget mere plads på Stationspladsen - og så slipper vi for alle de trapper, siger Nelly Madsen.

Flyttedatoen bliver senest 1. februar, måske lidt før.

- Vi lejer de nuværende lokaler af Juulsgaard og har tre måneders opsigelse, så vi skal være ude engang i slutningen af januar. Hvilken slags forretning der kommer her på Bredgade i stedet for os, ved jeg ikke endnu, men der har vist været nogle følere ude, siger Nelly Madsen.

Annonce

450 kvadratmeter

Hun og Jan køber Tæppecentrets nuværende bygning på Stationspladsen, og det giver større frihed med at indrette lokalerne.

- Når det er så stor en  bygning, giver det mere mening at eje. I løbet af foråret får vi renoveret facaderne, og det bliver selvfølgelig også forretningens skilte, der kommer op. Vi får mere plads udenfor, og derfor får vi mulighed for at lave flere og større udstillinger foran butikken. Og da vi kommer til at råde over 450 kvadratmeter mod nu 175 kvadratmeter, kan vi også få plads til flere cykler indvendig, fortæller cykelhandleren.

- Vi kommer til at satse mere på elcykler og mountainbikes, og så overvejer vi at begynde at forhandle hjælpemidler såsom rollatorer. Elscootere vil vi nok også gøre med ud af ligesom almindelige scootere, oplyser Nelly Madsen.

Om der ligefrem også bliver plads til de for tiden så populære tuk-tukker - de trehjulede køretøjer, som Brædstrups unge er vilde med - ved hun ikke endnu.

- Det er et lidt spøjst marked med de tuk-tukker, men vi vil da undersøge det, siger hun.

Fri BikeShop har været i Brædstrup i 10 år. Oprindelig begyndte forretningen for 26 år siden i Them, hvor man stadig har en afdeling. Her er det Jan Madsen, der styrer denne afdeling.


Vi har vækstet i alle årene i Brædstrup.

Cykelhandler Nelly Madsen


De sidste otte år har cykelforretningens afdeling i Brædstrup haft til huse på Bredgade 15, hvor man i starten holdt til på Bredgade 32.

- Vi har vækstet i alle årene i Brædstrup, og corona-restriktionerne har ikke ramt vores branche - folk vil jo gerne ud at cykle. Men cykelfabrikkerne har svært ved at følge med efterspørgslen, så på nogle mærker er der ventetid, fortæller Nelly Madsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup Avis

Lasse vil bringe gaver ud

Annonce