Brædstrup: Den 3. november 2017 flyttede Brædstrup Fysioterapi ind i den tidligere Fakta-bygning, og siden er det gået fremad for de lokale fysioterapeuter.
- Vi kan godt mærke, at det har betydet noget at flytte fra en lille, lukket villavej til en mere synlig placering på Søndergade - især i forhold til mængden af arbejde, siger Nicolaj Clemmensen, ejer af Brædstrup Fysioterapi.
De lokale fysioterapeuter har derfor udvidet behandlingsmulighederne og har pr. 1. december ansat 31-årig Tina Robenhagen fra Gl. Rye som ny kiropraktor i klinikken. Hun er uddannet fra Syddansk Universitet og har tidligere arbejdet på klinikker i henholdsvis Hammel og Odder.
Hos Brædstrup Fysioterapi skal hun arbejde med muskel- og ledproblemer hos klinikkens brugere, og derudover har hun erfaring med at behandle børn og spædbørn.
- Fysioterapi og kiropraktik hænger rigtig godt sammen, men dygtige kiropraktorer hænger ikke på træerne, så vi er superglade for, at det er lykkedes os at hente Tina ind. Vi bliver således i fremtiden fire fysioterapeuter, en kiropraktor, og så har vi også for nylig ansat en massør. På den måde har vi specialister til at varetage mange typer af problematikker, siger medejer Liza Johnsen.
Plads til to fitness-centre
I forbindelse med overtagelsen af den tidligere Fakta-bygning lavede Liza Johnsen og Nicolaj Clemmensen en franchise-aftale med fitnesskæden Fit & Sund. Dermed fik Brædstrup-borgerne endnu et tilbud om at dyrke fitness ud over Sport og Fitness, som holder til ved skolehallen og Brædstrup Svømmehal. Fit & Sund har siden åbningen for tre år siden stabiliseret sig med mange loyale medlemmer.
- Det har været en meget typisk fitness-start, hvor der i begyndelsen var en stor nyhedsinteresse. Der var jo i forvejen en stor kollega i byen, men jeg synes, vi har vist, at vi sagtens kan have to fitnesscentre i byen, siger Liza Johnsen.
Fit & Sund har i alt 15 deltidsansatte, som består af receptionister og instruktører, og som tiden er gået, er flere og flere af de ansatte lokale.
- Det, tænker vi egentlig, er en positiv udvikling. Rent logistisk er det kun en fordel, hvis man er lokal, men det betyder også meget for brugerne, at det er lokale folk, der er i centret, siger Liza Johnsen.
Sundhedshus
Nicolaj Clemmensen, Brædstrup FysioterapiVi kan godt mærke, at det har betydet noget at flytte fra en lille, lukket villavej til en mere synlig placering på Søndergade - især i forhold til mængden af arbejde.
Som tiden er gået, er Liza Johnsen blevet huschef for Fit & Sund, mens Nicolaj Clemmensen er blevet klinikchef for Brædstrup Fysioterapi, men på trods af forskellene er det vigtigt, at det hele spiller sammen som ét hus. Det, synes de to ejere også, er lykkedes meget godt.
- Vi kigger hele tiden på helheden, og vi ser ikke entydigt på, at den ene del af huset skal fungere godt. Vi skal spille godt som en helhed, hvor vi kan udnytte hinandens kompetencer og viden. Den form, vi har nu, fungerer meget godt, fordi vi supplerer hinanden rigtig godt, og i sidste ende handler det jo alt sammen om sundhed og velvære, siger Nicolaj Clemmensen.