Annonce
Brædstrup Avis

Forening vil ændre busplan: Skal hjælpe ældre og dårligt gående

Ældre Sagen i Brædstrup ser gerne, at rute 110 kommer mere rundt i den nordlige og vestlige del af byen til fordel for byens ældre og svagtgående. Arkivfoto: Henrik C. Sandvad
Busdækningen i den nordlige og vestlige del af Brædstrup er ikke god nok for de ældre, mener Ældresagen i Brædstrup. Foreningen har derfor sendt et forslag om at ændre rute 110, så den får bybusdækning i dele af byen.

Brædstrup: Ældre og svagtgående borgere i den nordlige og vestlige del af Brædstrup har for langt at transportere sig, når de skal med bussen.

Det har flere medlemmer påpeget over for Ældresagen i Brædstrup, og det får nu foreningen til at rette forslag til Horsens Kommune med henblik på, at den kan få en aftale i stand med Midttrafik om at ændre køreplanen for bus 110, der kører mellem Horsens, Brædstrup og Silkeborg.

Helt konkret ønsker den lokale afdeling af Ældre Sagen, at bus 110 skal slå en sløjfe ved ankomst eller afgang fra Brædstrup Station, så bussen kører på en ændret rute ad Bredgade, Nørregade, Ny Tønningvej, Indre Ringvej og Jernbanegade.

- Efter rute 110 blev reduceret for to år siden, kører den kun i den sydlige del af Brædstrup, hvilket betyder, at ældre og svagtgående i den nordlige og vestlige del af byen, har langt til stationen. Da vi ikke har bybusser, vil det helt sikkert afholde nogle fra at benytte den kollektive trafik, siger Niels Rasmussen, der er formand for Ældresagen i Brædstrup.

Sent ude

Han mener, det taler for en ruteomlægning af bus 110, at Brædstrup udvikler sig i disse år, og der er øget tilflytning til de nye beboelsesområder i netop den nordlige del af byen omkring Galgehøj, Fredsbovej og Sorgenfri.

- I forbindelse med den kommende trafikplan for 2023 er det allerede indtænkt, at nogle af de regionale busser skal indgå i bybusdækningen i Horsens. Derfor tænker vi, at det samme må være muligt i Brædstrup. Vi er godt klar over, at busplanlægning er kompliceret, og man er presset på køretider, og det er vanskeligt at arbejde ind. Derfor kan man måske tage det med i køreplanen fra 2023, hvis man ikke kan nå det nu, siger Niels Rasmussen.

Formanden for Ældresagen i Brædstrup, Niels Rasmussen, er klar over, at hans forslag er sent ude, men han har først nu modtaget henvendelser fra medlemmerne, og derfor finder han det fornuftigt at få en vurdering om mulighederne fra Horsens Kommune og Midttrafik. Arkivfoto: Morten Pape

Den nye trafikplan for den kollektive trafik fra 2023 har netop været i offentlig høring, og planen er blevet godkendt af byrådet. Ældresagens formand er derfor helt bevidst om, at foreningen er sent ude med sit forslag.

- Baggrunden for, at vi først kommer med det nu, skyldes nogle henvendelser fra vores medlemmer. Vi kan godt se problemet med byens busdækning, og derfor synes vi, at forslaget er så fornuftigt, at vi beder om at få en vurdering af mulighederne fra Horsens Kommunes trafikafdeling og Midttrafik, siger Niels Rasmussen.

Annonce

Forslag skal til Midttrafik

Ifølge chefen for affald og trafik i Horsens Kommune, Allan Lyng Hansen, er mulighederne for at få ændret i køreplanen på nuværende tidspunkt meget begrænsede.

- Det får indvirkning på hele køreplanen, hvis bus 110 skal bruge fem minutter mere i Brædstrup. Derfor er det ikke muligt at ændre på køreplanen lige midt i en periode, fordi det ændrer på samtlige stoppesteder på hele ruten. Til gengæld har Midttrafik køreplanerne i høring hvert år, og i den forbindelse kan man tage det op, siger Allan Lyng Hansen.


Efter rute 110 blev reduceret for to år siden, kører den kun i den sydlige del af Brædstrup, hvilket betyder, at ældre og svagtgående i den nordlige og vestlige del af byen, har langt til stationen.

Niels Rasmussen, formand for Ældre Sagen i Brædstrup


Trafikchefen understreger, at kommunen jævnligt samler forslag om køreplaner fra borgerne og bringer det med til bordet til Midttrafik i forbindelse med udarbejdelsen af nye buskøreplaner. Han ser heller ikke noget i vejen for, at bus 110 kan få en bybusfunktion i den nordlige del af Brædstrup, selvom det godt kan give udfordringer.

- Rute 110 er en regional bus, og den betaler regionen og Silkeborg Kommune til sammen med Horsens Kommune. Det betyder, at det ikke er os selv, der bestemmer. Ellers er der dog ikke noget, der er i vejen for, at rute 110 kan køre en sløjfe rundt i Brædstrup, men netop regionalbusserne er lidt sværere at ændre på. Men hvis det kan hænge sammen med den øvrige køreplan, så er der ikke noget, der lægger til hindring for det, siger Allan Lyng Hansen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup Avis

Powerpull udskydes til 2022

Annonce