Annonce
Brædstrup Avis

Gårdmuseum får moderne jordvarme: Det vil give lidt luft i økonomien

Der var tirsdag gang i gravemaskinerne på gårdmuseet Stjernholm, hvor der blev etableret jordvarme til museet. Det glædede ikke mindst Kristian Iversen fra gårdmuseet, som har arbejdet med jordvarmeprojektet i længere tid. Foto: Henrik C. Sandvad
Gårdmuseet Stjernholm i Nim er i disse dage ved at udskifte museets gamle oliefyr med bæredygtig jordvarme. Ud over miljøgevinsten opnår museet en væsentligt lavere varmeudgift, hvilket luner i museets økonomi efter et svært coronaår.

Nim: Når det blæser, er der nogle, der bygger læskure, mens andre bygger vindmøller. Nogenlunde sådan er det også for gårdmuseet Stjernholm i Nim. Her er vindmøllerne imidlertid skiftet ud med dybe render i jorden, da museet i disse dage er ved at få installeret jordvarme.

- Det har været et ønske for os i lang tid med et nyt varmesystem. Vi har i mange år kørt med oliefyr, men de skal jo udfases, og vores var også ved at være udtjent. Vi har derfor valgt at få indlagt jordvarme, fordi det ikke giver nogen synlige tekniske installationer som ved jord til luft-varmepumpe. På den måde kan gæsterne ikke se, at vi kører med moderne jordvarme på det gamle museum, siger Kristian Iversen fra den frivillige arbejdsgruppe bag Stjernholm.

Annonce

Billigere varme

Gårdmuseet bruger hvert år omkring 30.000 kr. på opvarmning af det gamle stuehus, og med det nye jordvarmeanlæg kommer prisen ned på cirka 10.000 kr. Det er Brædstrup VVS, der står for opgaven med at installere anlægget, der har en pris på 170.000 kr.

- Vi regner med, at hele anlægget er betalt tilbage på omkring otte år, så det er en meget hurtig tilbagebetalingstid. Den billigere varmeudgift vil også give lidt luft i økonomien. Vi får jo ikke så meget i støtte af kommunen, og det meste sker gennem frivillige arbejdskraft, så hver en krone tæller, siger Regnar Brønd.

I øjeblikket står de gamle lamper fra Folkeparken i Brædstrup foran indgangen til gårdmuseet i Nim. Museet har dog sagt ja til at levere lamperne tilbage til Folkeparken, når den nye indgang til parken står klar. Foto: Henrik C. Sandvad

Det lille gårdmuseum har været i en hård blæst i coronaåret 2020, hvor indtægterne fra besøgende gæster ikke har skæppet så godt i kassen, som folkene bag museet havde håbet. De frivillige håber derfor, at 2021 bliver bedre, men indtil nu er det ikke afklaret, om gårdmuseet åbner til valborgsaften 30. april, som det plejer.

- Vi ved jo ikke, hvordan situationer er til den tid, så vi har valgt at holde alle muligheder åbne. Er det muligt at holde åbning, kan vi hurtigt stable et arrangement på benene, siger Regnar Brønd.

Annonce

Indbrud og nye lamper

Normalt plejer de frivillige på denne tid at gøre gården klar til en ny sæson, men på grund af corona-nedlukningen er det arbejde ikke kommet i gang i år. Til gengæld har et par indbrudstyve været på arbejde, da museet ikke færre end to gange har været udsat for indbrud. Så nu skal én af de nye døre, som blev sat i sidste år, skiftes ud igen.

- Det er ret irriterende og ret frustrerende, for der er ikke noget af værdi, som er værd at stjæle. Så de gæster kunne vi godt have undværet, siger Regnar Brønd.


Det har været et ønske for os i lang tid med et nyt varmesystem. Vi har i mange år kørt med oliefyr, men de skal jo udfases, og vores var også ved at være udtjent.

Kristian Iversen, Stjernholm


Han oplyser, at Stjernholm har sagt ja til at levere de gamle lamper fra Folkeparken i Brædstrup tilbage til den ny indgang, som kommer i forbindelse med renoveringen af Folkeparken.

- Hvis vi ikke havde fået lamperne dengang, var de gået til. Vi synes, det er fint, at de kan komme tilbage på deres gamle plads. Vi har dog sagt ja på betingelse af, at vi får nogle nye lamper, så den tygger de lidt på hos kommunen i øjeblikket, siger Regnar Brønd.

Regnar Brønd er den store drivkraft på gårdmuseet Stjernholm i Nim. Han ser dog gerne, at flere frivillige har lyst til at bakke op omkring museets drift. Det er ikke kun arbejde, men også meget socialt, som han siger. Foto: Henrik C. Sandvad
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup Avis

Ny kunderådgiver

Brædstrup Avis

Genbrugshallerne åbner igen

Brædstrup Avis

Regionen lukker testcenter

Annonce