Annonce
Brædstrup Avis

Gårdmuseum satser på en aktiv sæson: Der er brug for gæster og indtjening

Gårdmuseet Stjernholm er klar til gæsterne. Spørgsmålet er så blot, hvor stort et besøg,der bliver muligt i disse corona-tider. Foto: Peter Hald
Gårdmuseet Stjernholm i Nim må aflyse valborgaften, men satser på, at der ikke kommer flere corona-nedlukninger i årets løb.

Nim: Gårdmuseet Stjernholm er en af de lokale kulturinstitutioner, der har døjet meget med corona-restriktionerne. Den gamle museumsgård i Nim plejer at have mange aktiviteter, men det meste af 2020 bød på aflysninger på grund af coronaen. Det var kun store æbledag - den årlige æblepresse-dag i september - der kunne afvikles.

Stilstand er ikke godt for økonomien, og nu er de frivillige ildsjæle på Stjernholm meget spændte på, hvordan det vil gå med sæsonen her i 2021.

Programmet er lagt, men spørgsmålet er, hvor meget coronaen i år vil forstyrre aktiviteterne.

Og der bliver forstyrrelser. Det første arrangement skulle have været valborgaften med bålhygge og borgmester-tale den 30. april, men da man kun må samle 50 personer, tør Stjernholm-folkene ikke binde an med det, oplyser Regnar Brønd, der er med i styregruppen for Stjernholm.

De frivillige havde faktisk samlet grene til det store bål, men bålet må altså vente.

Satser på sommeren

Det første større arrangement på Stjernholm bliver havens dag søndag 13. juni.

I det hele taget sætter Stjernholm-fokene deres lid til sommeren. De satser på, at museet kan have åbent for besøgende fra 1. maj til og med 28. september, og at man kan gennemføre det traditionelle julehygge-arrangement sidste weekend i november.

Et par af de helt store begivenheder bliver "Levendegørelse" søndag 22. august og store æbledag 26. september.

Annonce

Savner frivillige, gæster og indtægter

Stjernholm-folkene krydser fingre for, at den plagsomme virus dør ud.

Sagen er, at Stjernholm i år har særlig hårdt brug for aktiviteterne og entré-indtægterne. Der er et årligt kommunalt tilskud på 29.000 kroner og et årligt tilskud fra Brædstrupegnens Hjemstavnsforening (der ejer Stjernholm) på omkring 45.000 kroner, og det kan ikke dække alle udgifterne.

Det koster en hel del at vedligeholde og drive den gamle gård på Skanderborgvej 1 i Nim, og det har i tidens løb været nødvendigt at gennemføre større projekter, blandt andet et omfattende jordvarme-projekt, oplyser Regnar Brønd.

Stjernholm har i årenes løb lagt gårdsplads til mange festlige arrangementer, hvor der er fokus på livet i gamle dage. Blandt andet plejer der at være "levendegørelse" af gamle håndværk i august. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Ganske vist har Stjernholm fået nogle gavmilde donationer fra borgere, og der er også sponsorer - men man skal have mere gang i indtjeningen og samtidig øge aktivitetsniveauet.

Regnar Brønd og hans kollega Kristian Iversen fra styregruppen ridser ønskerne således op: Flere indtægter, flere sponsorer, flere frivillige og flere gæster.

- Vi har virkelig brug for flere frivillige. I øjeblikket er vi kun omkring 20, siger Kristian Iversen.


Vi har virkelig brug for flere frivillige.

Kristian Iversen


Og de nuværende frivillige bliver ikke yngre, understreger han. Kristian Iversen er selv 66 år, og Regnar Brønd er 83 år.

- Det ville være fint med nogle lidt yngre folk, og vi vil da også gerne have frivillige fra Horsens og omegn, siger Regnar Brønd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup Avis

Powerpull udskydes til 2022

Annonce