Brædstrup: Gamle briller kan godt få nyt liv. Det er Lions i Brædstrup med til at sørge for. Klubben har nu sendt 2254 par briller fra Brædstrup til videre fordeling og genbrug i blandt andet Afrika og Latinamerika.
Det blev til en hel palle, der forleden blev pakket i vinimportørfirmaet Propperiet, der har sponseret fragten.
Der er blandt andet tale om læsebriller, men også andre brilletyper, der senere bliver sorteret, målt og delt i forskellige kategorier.
- I Aalborg og Nordborg er der lavet aftaler med produktionsskoler, hvor brillerne bliver sorteret, renset, målt op, og efterfølgende pakket i plastposer med angivelse af styrken, fortæller Jan Rasmussen fra den lokale Lions klub.
Lokalt i Brædstrup er Friis Optik med til at samle brillerne sammen, og der er opstillet brille-indsamlingskasser på biblioteket, apoteket og hos Brædstrup Humanitær Forening
Hvis brillerne er kassable, så bliver glassene taget ud, og stellene sorteres i metaller og plast og sendes derefter til genbrug.
30.000 briller
Årligt sendes der på landsplan op mod 30.000 briller afsted til primært Afrika og Latinamerika, hvor professionelle øjenlæger eller trænede Lions-folk sørger for at screene de synshæmmende, så brillerne kommer til de rette brugere.
- Kampen mod blindhed har altid været et kerneområde for Lions, hvorfor det også er naturligt, at brilleindsamling er i fokus for os, siger Jan Rasmussen.
"Brille-høsten" i Brædstrup er god, og hvert år kan Lions sende en palle afsted.