Brædstrup: Efter en lang coronapause er Brædstrup Håndboldklub atter kommet i gang med håndbolden igen. Brædstrup HK har grebet den mulighed, som genåbningen 1. marts har givet, hvor der er mulighed for at dyrke udendørs idræt, hvis der er max. 25 deltagere.
Der gik ikke mange minutter fra bestyrelsen i Brædstrup HK meldte muligheden ud, før friske trænere og medlemmer greb chancen. Banen blev kridtet op over weekenden, og allerede mandag 1. marts var de første hold i sving.
Håndboldklubben er glade for at kunne styrke både den fysiske form, men især også glæden over det sociale samvær omkring sporten, lyder det fra formand i Brædstrup HK, Jonna Wolter.
I øjeblikket er det ungdomsholdene i klubben, der har valgt at træne udendørs. Det samme har seniordamerne og holdet "five a side" håndbold.