Annonce
Brædstrup Avis

Hjælp til udsatte familier: Røde Kors vil starte familienetværk

Røde Kors Horsens Nord har butikker i Hovedgård, Tvingstrup (billedet) og Østbirk, og derfor ønsker foreningen nu at skabe en aktivitet i Brædstrup med familienetværk. Arkivfoto: Jens Amtoft
Den lokale afdeling af Røde Kors i Horsens Nord vil hjælpe socialt udsatte børnefamilier i et nyt projekt med familienetværk. Initiativtager håber, at projektet kan starte op med base i Brædstrup efter sommerferien.

Brædstrup: I hele landet oplever Røde Kors et stigende antal børnefamilier, der er i en social udsat situation, og som derfor beder om støtte og hjælp i hverdagen. Netop denne type familier vil den lokale afdeling af Røde Kors i Horsens Nord nu prøve at hjælpe i et nyt projekt med familienetværk med base i Brædstrup.

I familienetværket mødes familier og frivillige til fælles arrangementer en-to gange om måneden. Her får familierne et fællesskab med andre børnefamilier, og derudover tilbydes der sociale arrangementer som fællesspisninger, aktivitetsdage med leg og boldspil samt udflugter.

Tilbuddene skal være med til at støtte op om de udsatte familier og hjælpe dem til at skabe forandringer, der kan styrke børnenes muligheder for et godt liv som voksen.

Annonce

Oplevelser og nye fællesskaber

I Røde Kors Horsens Nord håber bestyrelsesmedlem Kai Jessen, at de nye familienetværk kan starte op efter sommerferien. Målet er at styrke de udsatte familier og ikke mindst hjælpe børnene.

- Først og fremmest får børnene det ud af det, at de får et netværk, og de lærer nogle flere at kende. De kommer ud til nogle aktiviteter, som de højst sandsynligt ikke kan komme til uden det netværk. Det kan være af økonomiske årsager eller andre årsager, at de ikke får de oplevelser, som mange andre tager som en selvfølge, siger Kai Jessen, der også er ansvarlig for afdelingens ferielejre for familier og unge.

Gennem en del år har den lokale Røde Kors-afdeling, Horsens Nord, hvert år sendt familier på ferie i nogle dage. Dette tilbud er senere på året suppleret med en tur til Djurs Sommerland med alt betalt.

- Det er tilbud, som familierne har sat stor pris på. Men det er vores indtryk, at flere af familierne vil kunne have stor glæde af yderligere tilbud. Derfor vil vi nu udbygge vores aktiviteter med et familienetværk, og derfor søger vi nu frivillige, der vil være med til at starte dette op, fortæller Kaj Jessen.


Først og fremmest får børnene det ud af det, at de får et netværk, og de lærer nogle flere at kende. De kommer ud til nogle aktiviteter, som de højst sandsynligt ikke kan komme til uden det netværk.

Kai Jessen, Røde Kors Horsens Nord


Annonce

Tilbud kan vokse

Det er første gang, at den lokale Røde Kors afdeling forsøger at skabe tilbud om familienetværk, og det er ifølge Kai Jessen helt naturligt, at det skal starte i Brædstrup. Røde Kors har nemlig i forvejen butik i Hovedgård, Tvingstrup og Østbirk, og foreningen vil derfor gerne have en aktivitet i netop Brædstrup.

- Ud fra erfaringerne herfra vurderer vi, om der er behov for opstart flere steder i vores område, som er de tidligere Gedved og Brædstrup kommuner samt Lund og Egebjerg, siger Kaj Jessen.

Interesserede opfordres til at kontakt udviklingskonsulent Iben Sundtoft, der bistår den lokale afdeling i etablering af familienetværket. Hun træffes på tlf. 9243 3213 eller ibsun@rodekors.dk.

Annonce
Annonce
Brædstrup Avis

Nye bænke i tennisklubben

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Brygger Olsen besøger Fru Skov

Brædstrup Avis

Ingen kemi i Ring Sø

Erhverv

VVS-firma har fået en el-afdeling

Brædstrup Avis

Havekredsen rykker ud

Erhverv

Nannas neglesalon er kommet på landkortet

Annonce