Annonce
Brædstrup Avis

HusCompagniet vil prøve med rækkehuse i Brædstrup

Galgehøj-udstykningen i Brædstrup har hidtil omfattet parcelhuse, men nu kan der også være rækkehuse på vej i området. Foto: Peter Hald
Nyt projekt med otte rækkehus-boliger udformet som dobbelthuse tager form på Galgehøj-udstykningen i Brædstrup.
Annonce

Brædstrup: Typehusfirmaet HusCompagniet går nye veje, når det gælder salg af huse i Brædstrup. Nu vil HusCompagniet nemlig også til at sælge rækkehuse på den efterhånden ret eftertragtede Galgehøj-udstykning i den nordlige del af Brædstrup.

I marts 2017 købte HusCompagniet 35 byggegrunde på Galgehøj og Fredsbovej af Horsens Kommune. Her er der efterhånden blevet opført en del parcelhuse.

Men HusCompagniet har ligesom flere andre firmaer fået øjnene op for, at der i Brædstrup-området er mange seniorer, der er på udkik efter en overkommelig bolig, der hverken er for dyr eller vedligeholdelseskrævende.

Derfor lancerer firmaet nu et nyt rækkehus-projekt på Galgehøj, hvor der udbydes otte boliger til salg. De skal opføres som dobbelthuse på henholdsvis 100 kvadratmeter og 130 kvadratmeter.

Annonce

Undersøger markedet

- Vi har længe lavet den type projekter i andre byer, så det vil give god mening at se, om der er belæg for det også i Brædstrup, siger salgschef Martin Hedegaard Nielsen fra HusCompagniet.

Flere andre boligprojekter i Brædstrup har seniorer som målgruppe, men Martin Hedegaard Nielsen fremhæver, at HusCompagniets rækkehus-projekt handler om ejerboliger og ikke lejeboliger.

- En del andre projekter i Brædstrup for seniorer er lejeboliger, men vores bliver som nævnt ejerboliger, så det er to forskellige segmenter. Og mange seniorer vil gerne bo i deres eget frem for at leje, lyder det fra Martin Hedegaard Nielsen.

- Vi holder os under de magiske to millioner kroner. Rækkehusene på 100 kvadratmeter står til 1.795.000 kroner og dem på 130 kvadratmeter til 1.995.000 kroner, tilføjer han.

Annonce

Nyt projekt

Husene er ikke bygget endnu, og rækkehus-projektet på Galgehøj er først blevet lanceret for ganske nylig. Om det bliver gennemført, afhænger af interessen.

- Projektet blev slået op lige før sommerferien. Der har ikke været reaktioner på det endnu, men i løbet af august får vi nok de første henvendelser. Nu ser vi, om det er noget, vi kan afhænde, og hvis der er positiv tilgang om salgsprocessen, er vi fristet til at gå i gang med at bygge. Omvendt - hvis der ikke er nogen, der bakker op - er det ikke givet, at vi bygger rækkehusene, siger Martin Hedegaard Nielsen.


Lejeboliger er der en del af, men her prøver vi at bygge nogle mindre ejerboliger primært til seniorerne.

Martin Hedegaard Nielsen, salgschef i HusCompagniet


Men alt er klar til at give grønt lys:

- Der er tale om fire parcelhusgrunde der kan omdannes til otte rækkehus-boliger. Lokalplanen siger, at vi må bygge den slags huse, og vi har tilladelsen, siger Martin Hedegaard.

De planlagte rækkehuse er ikke kun beregnet til seniorer.

- Det kunne også være børnefamilier. Men vi kan bare mærke, at efterspørgslen er størst fra seniorer - dem som vil have noget mindre og mere overkommeligt. Og de fritliggende huse, vi har solgt i området, er mest gået til familier med teenagebørn og dem, hvor børnene er flyttet hjemmefra - eller seniorer. Dem med de helt små børn søger måske til andre byer, lyder det fra Martin Hedegaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Brædstrup Avis

Senioridræt starter sæsonen

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce