Annonce
Brædstrup Avis

Kampagne skal markedsføre Brædstrup

- Det er dejligt, at kommunen hjælper med at sparke gang i detailhandlen efter så lang en nedlukning, siger Janne Skov. Foto: Peter Hald
Kommunen er med til at understøtte Brædstrup som handelsby med en ny kampagne.

Brædstrup: En ny kampagne med titlen "Kærlig hilsen Horsens og Brædstrup", hvor Horsens Kommune er med til at markedsføre Brædstrup og Horsens som handelsbyer, vækker stor begejstring i foreningen Brædstrup Handel & Erhverv.

"Der er noget for alle i Brædstrup", lyder teksten på et af de opslag, der nu bliver bredt ud på Facebook og Instagram og i store avisannoncer.

Kommunens kampagne kan især være en øjenåbner for dem, der ikke kender Brædstrup:

"Har du været på shoppetur i Brædstrup for nyligt? Hvis ikke, så bliver du muligvis overrasket over udvalget af butikker. Her er der nemlig mange specialbutikker, hvor du finder sjove, lækre og flotte produkter, som du ikke finder andre sted".

Formanden for Brædstrup Handel & Erhverv, Janne Skov, er begejstret:

- Det er da megafedt, at Horsens Kommune er med til at markedsføre vores by. Det er dejligt, at kommunen hjælper med at sparke gang i detailhandlen efter så lang en nedlukning, siger Janne Skov. Hun driver selv forretningen Fru Skov, der handler med gastronomi-udstyr, specialiteter og delikatesser.

Satser mere på Brædstrup

- Kampagnen får en betydning. Nogle butikker kan få det lidt svært med at komme i gang igen. Der er tabt indtjening, der skal indhentes, og nedlukningen har måske betydet, at kunderne er begyndt at handle andre steder, siger Janne Skov.

Men netop med en massiv markedsføring af Brædstrup, så kommer der en kærkommen håndsrækning, understreger hun.

I uge 16-udgaven af Brædstrup Avis kan man se denne annonce, der er underskrevet af Horsens Kommune samt foreningerne Brædstrup Handel & Erhverv, City Horsens og Bytorv Horsens. Foto: Peter Hald

- Det er tydeligt, at Horsens Kommune i stigende grad satser også på Brædstrup som handelsby, konkludere Janne Skov.

Og det er der også basis for. Trods corona-nedlukningen er der stadig godt gang i Brædstrups butiksliv. Faktisk er der kommet flere nye butikker, og Janne Skov understreger, at der er plads i byen til endnu flere nye butikker.

At Brædstrup bliver mere kendt, medvirker Brædstrup Handel & Erhverv også selv til. Foreningen er i gang med at oprette et helt nyt erhvervsnetværk, der i den senere tid har tiltrukket mange små virksomheder. Netværket rækker langt ud over bygrænsen.

- Der er virkelig stor interesse for erhvervsnetværket, og vi glæder os til, at vi forhåbentlig snart kan mødes igen fysisk, da vi gerne vil arrangere fyraftensmøder, morgenmøder og netværksaktiviteter, siger Janne Skov.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup Avis

Powerpull udskydes til 2022

Annonce