Annonce
Brædstrup Avis

Kommune lukker endnu en sø på grund af alger: - Lad være med at bade her

Varmen har fået de blågrønne alger til at blomstre op ved Ring Sø, og derfor fraråder kommunen nu al badning i søen. Foto: Horsens Kommune
Ved Ring Sø tæt på Brædstrup har Horsens Kommune netop opsat et "Badning frarådes"-skilt. Der er nemlig konstateret blågrønne alger i søen, som derfor ikke er sund at bade i lige nu.
Annonce

Brædstrup: Horsens Kommune går nu ud og fraråder al badning i Ring Sø ved Brædstrup. Efter at have bemærket, at vandet i Ring Sø var ved at blive mørkt og uigennemsigtigt, har Horsens Kommune den 24. juni konstateret blågrønne alger i søen. Derfor anbefaler kommunen, at man holder sig fra at hoppe i søen lige nu.

Rådene fra Horsens Kommune er klare i forhold til badning, hvor alger kan være et problem.

- Lad være med at bade i søen, så længe vi skilter med "Badning frarådes". Hold også din hund fra vandet. Vær altid opmærksom på vandet, uanset hvilket andet sted du gerne vil bade, siger Simon Marsbøll, biolog i Natur og Miljø i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse.

Annonce

Giftige alger

Den 16. juni var Horsens Kommune ude og fraråde al badning i Blidsø ved Sdr. Vissing på grund af blågrønne alger, men til gengæld er badekvaliteten i øjeblikket fin ved Karlsø ved Bryrup, Naldal Sø ved Vestbirk og Nedenskov Sø ved Voervadsbro, kan man læse på kommunens hjemmeside.

De blågrønne alger danner giftstoffer, og derfor kan de i værste tilfælde give en forgiftning, hvis man sluger meget af vandet. Det er dog yderst sjældent, at der sker alvorlige forgiftninger af mennesker.

Det er kun et par uger siden, at badebroen kom op ved Ring Sø. Nu frarådes man at hoppe i vandet fra broen på grund af algerne. Arkivfoto: Per Algreen

Hunde, derimod, drikker ofte af vandet og reagerer derved voldsommere på eventuelle giftstoffer fra algerne. Derfor fraråder kommunen både mennesker og hunde at hoppe i vandet. Algerne kan desuden give hudirritationer og udslæt.

Kommunen opdager algeforekomst i forbindelse med de lovpligtige regelmæssige vandkontroller. Algerne kan også konstateres efter henvendelser fra borgere eller ved kommunens selvsyn.

Annonce

Højsæson for alger

Der er i øjeblikket højsæson for alger i kommunens badesøer. Næring i søvand kombineret med solskin og varme danner grobund for alger, som oftest kommer i perioden fra juni til oktober.

- Sidste uge konstaterede vi blågrønne alger i Blidsø, og nu er de så også opstået i Ring Sø. Her fraråder vi derfor badning. Det er ikke utænkeligt, at problemet kan opstå andre steder også. Så helt generelt bør man altid kigge på det vand, man vil bade i. Se, om det er klart. Man bør ikke bade, hvis vandet er så uklart, at man ikke kan se sine fødder, når man står i vand til knæene. Så kan det nemlig være fyldt med alger, forklarer Simon Marsbøll.


Sidste uge konstaterede vi blågrønne alger i Blidsø, og nu er de så også opstået i Ring Sø. Her fraråder vi derfor badning. Det er ikke utænkeligt, at problemet kan opstå andre steder også.

Simon Marsbøll, Horsens Kommune


Horsens Kommune fjerner skiltene, der fraråder badning, når kvaliteten af vandet igen er tilfredsstillende. Indtil da kan man eventuelt finde inspiration til andre badesteder i kommunen på Horsens Kommunes hjemmeside: https://horsens.dk/Fritid/Natur-og-Friluftsliv/Strande

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup Avis

Lasse vil bringe gaver ud

Brædstrup Avis

Madbutik udvider med café

Annonce