Annonce
Brædstrup Avis

Løft til populær badesø: Nu kommer der shelters, stier og bålplads

Det skal være endnu nemmere at tage ophold og overnatte ved Ring Sø. Derfor er der nu afsat 250.000 kr. fra naturpuljen til forbedringer i området omkring søen. Arkivfoto: Per Algreen
Politikerne i plan- og miljøudvalget har udvalgt de naturprojekter, som skal have midler fra kommunens naturpulje i 2021. Det betyder, at Ring Sø ved Brædstrup får et stort løft, der skal sikre bedre adgang til og ophold ved søen.

Brædstrup: Brugerne af Ring Sø syd for Brædstrup kan snart se frem til, at der kommer flere og bedre faciliteter ved den populære badesø.

Således har politikerne i plan- og miljøudvalget i Horsens Kommune netop udvalgt de naturprojekter, som skal have midler fra kommunens naturpulje i 2021, og her står området ved Ring Sø til at modtage 250.000 kroner til tre små projekter.

Der er i alt afsat 2 mio. kr. til forskellige naturprojekter i hele kommunen, og det lokale medlem af plan- og miljøudvalget, Jørgen Korshøj (V), glæder sig over, at området omkring Ring Sø får en så høj prioritet.

- Siden 2018 aftalte vi i et budgetforlig, at vi ville gøre mere for at sikre en god adgang for borgerne til naturen, og der er en stor herlighedsværdi ved at gå ved Ring Sø. Derfor er det også dejligt, at vi nu kan udvide og forbedre faciliteterne med et nyt udkigsplateau, bålplads og  shelters, siger Jørgen Korshøj.

I 2018 blev der lavet en sti fra Søkildevej ned til Ring Sø, og her er der meningen, at der skal etableres et udkigsplateau med bord- og bænkesæt. Det projekt er der sat 50.000 kr. af til.

Annonce

Shelter og bålplads i nyt naturområde

Det største projekt ved Ring Sø kommer imidlertid til at foregå på den anden side af Ring Bakke.


Det vil gøre området endnu mere attraktivt. Coronaen har jo gjort, at flere er søgt ud i naturen, og vi har aldrig oplevet et så stort run på vores shelters i kommunen, som vi har i øjeblikket.

Jørgen Korshøj (V)


Her blev der sidste år etableret et nyt naturområde, som med tiden skal udvikle sig til et overdrev (næringsfattig jord, red.), hvor lyskrævende planter kan få lov til at vokse vildt.

I kommunen ser man et stort potentiale i områdets rekreative værdi. Derfor skal der etableres shelters, stier og en bålplads, så det nye naturområde bedre kan komme i brug for byens borgere og turister. Hele projektet er budgetteret til at koste 150.000 kr., og herefter vil der være afledt udgift på 30.000 kr. til drift af den nye shelterplads.

I 2020 blev der etableret et rekreativt naturareal ved Ring Bakke. Området skal nu gøres mere tilgængelig for turister og naturelskere, da der nu er sat penge af til et ny shelterplads. Arkivfoto: Henrik C. Sandvad

- Det vil gøre området endnu mere attraktivt. Coronaen har jo gjort, at flere er søgt ud i naturen, og vi har aldrig oplevet en så stor efterspørgsel på vores shelters i kommunen, som vi har i øjeblikket. Med en ny shelterplads får cykelturister, vandrere og byens borgere bedre mulighed for at overnatte i naturen, og det vil være et godt alternativ til shelterne på naturstien, siger Jørgen Korshøj.

Annonce

Sti langs Gudenåen

Som det sidste lille projekt er der afsat 50.000 kr. til en naturlig afskærmning af bebyggelsen i Ring Søpark mod Silkeborgvej. Her skal der plantes buske og træer med blomster og bærskæring, hvilket vil bidrage til at øge biodiversiteten i området væsentligt.

Udover penge til Ring Sø er der muligvis også naturmidler på vej til Bolund og området ved Gudenå Camping. Her skal der nu undersøges muligheden for at lave en vandresti på 3 km langs Gudenåen til glæde for campinggæsterne og naturelskere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup Avis

Ny kunderådgiver

Brædstrup Avis

Genbrugshallerne åbner igen

Brædstrup Avis

Regionen lukker testcenter

Annonce