Annonce
Brædstrup Avis

Nyt liv i autoværksted i Grædstrup

Claus Kristiansen foran sit nye skilt, der er stillet op ved autoværkstedet på Løvetvej i Grædstrup. Claus Kristiansen arbejder både med biludlejning, salg og reparation af biler, så der kommer atter gang i det gamle autoværksted. Foto: Peter Hald
Mekanikeren Claus Kristiansen har slået sig ned på Løvetvej 24 med sit firma ØnskeBiler.com
Annonce

Grædstrup: Der er atter aktivitet i de bygninger, der tidligere husede René's Auto og Elektroværksted på Løvetvej i Grædstrup. Her havde René Aale Nielsen drevet autoværksted siden 1997, men han gik konkurs i august 2018.

Den nye indehaver er 61-årige Claus Kristiansen, der driver firmaet ØnskeBiler.com - en virksomhed, der har specialiseret sig i udlejning af biler samt salg af brugte biler. Men der bliver også indrettet et almindeligt autoværksted i lokalerne på Løvetvej 24 i Grædstrup. Selve værkstedet får navnet Grædstrup Auto og er tilknyttet kæden Hella Service Partner.

Claus Kristiansen har indtil nu drevet sin virksomhed med adresse på Drosselvej i Bording, men nu er han ved at indrette sig i Grædstrup, hvor han også har slået sig ned i den privatbolig, der hører til ejendommen.

- På grund af corona-epidemien kan jeg ikke holde en åbningsreception lige nu, og det er jo lidt træls, men jeg satser på, at den officielle åbningsdato bliver 1. juni, fortæller Claus Kristiansen.

Virksomheden ØnskeBiler.com er allerede i fuld sving, og der er gang i udlejningen af biler, og lige nu er Claus Kristiansen ved at gøre værkstedet i Grædstrup klar.

Autoværkstedet har en lang forhistorie. Det blev bygget i 1958 af den navnkundige Chlinton Jørgensen, og i 1997 overtog René Aale Nielsen værkstedet, hvor han selv havde arbejdet lige siden 1978.

Annonce

Specialist i dieselmotorer

Claus Kristiansen er selv mekaniker og har 40 års erfaring i bilbranchen. Han har hovedsageligt beskæftiget sig med VW, Audi, Skoda og Seat, og ikke mindst er han specialist i dieselbiler. Han bliver i folkemunde kaldet "Diesel Doktor", da han har renoveret masser af dieselmotorer. Ud over ham selv beskæftiger firmaet også tre andre medarbejdere.

ØnskeBiler.com udlejer primært biler af mærkerne VW, Skoda og Audi, og ifølge Claus Kristiansen er der som regel 20 til 25 biler langtidsudlejet. Man kan både leje biler på dagsbasis, ugebasis og månedsbasis.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup Avis

Her er de nye menighedsråd

Annonce