Annonce
Brædstrup Avis

Sarah har kaninører på hylderne

I DyreCentret er der mange slags godbidder til hunde og katte. Her er det noget så eksotisk som kaninører, Sarah Rømer står med i hånden. Foto: Peter Hald
Annonce

Brædstrup: En ny butik har set dagens lys i Brædstrup. Butikken hedder DyreCentret og har til huse på Bredgade 29, hvor der tidligere lå en kurdisk specialforretning.

Indehaveren af DyreCentret er 34-årige Sarah Rømer, der er uddannet dyrepasser. Hun har dog ikke levende dyr i sin butik, men derimod er der foder, godbidder, legetøj, og tilbehør til kæledyr på hylderne. Blandt andet kan man få noget så usædvanligt som tørrede kaninører, som både hunde og katte kan lide at gumle på.

Sarah Rømer har indrettet sin butik i natur-stil. Mange af varer er placeret i dekorative rustikke trækasser, og kigger man nærmere efter, vil man opdage, at hun satser på miljøvenlige produkter. For eksempel har butikken hunde høm-høm-poser, der er fremstillet af bio-plastic - det vil sige biologisk nedbrydelige poser, der er fremstillet af majs-stivelse.

- Det betyder, at man bare kan smide poserne i en kompostbeholder, forklarer Sarah Rømer.

Hun bor selv i Brædstrup sammen med kæresten Lars, der arbejder i marketing-branchen. Oprindeligt kommer hun fra Ribe-egnen,og hun voksede op på en landejendom, hvor hendes forældre havde mange forskellige dyr. Selv har hun og Lars en kat ved navn Luna, og parret regner også med at anskaffe sig en hund.

Sarah Rømer har lidt af hvert i sin butik. Hun sælger tilbehør til kæledyr - blandt andet foder, hundesenge og endda også tøjhunde. Foto: Peter Hald
Annonce

Har passet elefanter

Som nævnt er Sarah Rømer uddannet dyrepasser, og hun har hele 16 års erfaring i den branche. Senest har hun været dyrepasser i Givskud Zoo, hvor hun blandt andet var med til at passe elefanter og rovdyr såsom ulve og løver.

- Nu fik jeg lyst til at drive min egen butik - det skal prøves af. Jeg har tidligere arbejdet i butikker, og så er jeg også blevet inspireret af min mor Tina Rømer, der driver specialforretningen Det Gamle Hotel i Taulov. Vi udveksler mange ideer, fortæller Sarah Rømer.

Indtil videre har DyreCentret hovedsageligt varer, der er beregnet til katte, hunde og gnavere, men der vil komme mere til senere. Sarah Rømer har således planer om at sælge produkter til eksotiske fugle såsom papegøjer. Netop fugle har hun også erfaring med, da hun har passet papegøjer og lignende arter i zoologiske haver.

Den nye butik på Bredgade har åbent mandag til fredag fra klokken 9.30 til 17.30 samt lørdag fra 9.30 til 13. Butikken er som nævnt allerede åbnet, og Sarah Rømer planlægger at holde en åbningsreception 8. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce